Passagertal i vækst i Aarhus Airport

Januar var en god måned for den lokale lufthavn

Der er grund til glæde hos ledelsen i Aarhus Airport, når man kigger på passagertallene for årets første måned.

Lufthavnen oplevede i januar en vækst på 9,6 procent i forhold til januar 2017. Udviklingen er specielt drevet af en kraftig vækst på udenrigstrafikken grundet nye ruter, skriver Aarhus Airport i en pressemeddelelse.

Udenrigstrafikken i årets første måned er steget hele 34,7 procent.

LÆS OGSÅ: Ny rute fra Aarhus Airport: Direkte fly til Mallorca hver lørdag

Væksten i passagertallene i Aarhus var ventet, men bliver ikke desto mindre særdeles positivt modtaget af lufthavnsdirektør Peter Høgsberg.

”Resultatet er meget tilfredsstillende og er i den grad et resultat af en øgning af rutenettet i 2018. Endnu mere positivt er det, at rutenettet har sikre udsigter til at blive øget betragteligt, ikke mindst når SAS fra foråret åbner nye ruter til Split, Nice, Mallorca, Oslo, Malaga og Stockholm,” siger Peter Høgsberg.

Den kraftige forøgelse af antallet af udenrigspassagerer skyldes en ny Ryanair-rute til Gdansk, og det har ligeledes haft positiv betydning, at der er etableret flere afgange på Ryanairs rute til London. Dertil kommer den nye Prag-rute med Czech Airlines.

LÆS OGSÅ: Vandfly-boss forventer millionoverskud og nyt fly snart

På indenrigstrafikken kan Aarhus Airport konstatere en nedgang på 2,9 procent i sammenligning med januar 2017.

Den udvikling følger en generel tendens omkring indenrigsflyvning i Danmark, men Aarhus Airport forventer at se kurven gå opad, når SAS i april øger frekvensen med yderligere to daglige afgange mellem Aarhus og København. Dermed vil der fremover være 10 daglige returflyvninger mellem Danmarks to største byer.

Chartertrafikken fra Aarhus Airport er i januar 2018 faldet med 6,5 procent sammenlignet med den tilsvarende periode året forinden.

dp

Publiceret 08 February 2018 07:18

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV