Ny butik:

Friis Interieur - åbner fredag i Bredgade

Inge Friis, pensioneret lærer, åbner butik med unikke ting til boligen

Af
Af Lars Norman Thomsen

“Jeg har altid har haft en stor interesse og passion for at indrette en bolig eller et rum,” fortæller Inge Friis, 65, pensioneret lærer og tidligere forpagter gennem 16 år af selskabslokalerne Birkehuset i Tirstrup.

I stedet for at læne sig tilbage og nyde sit otium åbner hun nu i stedet forretning på 'Strøget' i Kolind, nærmere bestemt Bredgade 11, hvor det store lokale fra 9. februar skal huse Friis Interieur.

Inge Friis kan præsentere unikke ting i Friis Interieur, som fx. stolen hun sidder i. Foto: Lars Norman Thomsen

Inge Friis kan præsentere unikke ting i Friis Interieur, som fx. stolen hun sidder i. Foto: Lars Norman Thomsen

Fransk romantik

Inge Friis havde en lille butik i Birkehuset, mens hun var forpagter, og nu springer hun altså ud i det igen i større målestok. Brugskunst er vel det mest dækkende ord for sortimentet i Friis Interieur.

Industristil og fransk romantik kunne være et par andre overskrifter. En pæn portion unikke ting og genstande til boligen: Møbler, billeder, lamper, lysestager, plaider, puder, hylder, kurve - genstande, der er med til at give et hjem en særlig atmosfære.

“Sortimentet spænder vidt, og det er alt sammen ting, som jeg selv holder meget af,” siger Inge Friis, der har besluttet at åbne butikken første gang fredag 9. februar.

Efter åbningsdagen træffes hun i butikken hver onsdag, torsdag, og fredag kl. 11-17.30 og lørdag kl. 9.30-13.

Publiceret 08 February 2018 11:55

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV

DEBAT: Fælles Fest på sidste skoledag aflyst - er den død?

LÆSERBREV Det har været en tradition gennem 22 år, at skolerne i det østlige Djursland – primært Grenaa, har afholdt en samlet fest i Åstrup-hallen for at fejre sidste skoledag for afgangseleverne i 9. og 10. klasse.

I år er sidste skoledag fredag 1.6. – samme dag om aftenen var der iscenesat den nævnte fælles fest.

Det er et stort set up – med kæmpe diskotek, solister, vagter, forældrehjælpere (ca. 60 personer), masser af forberedelser – herunder kontakt med Politi, SSP, Ungdomsskole, Natteravne, Kommune, Beredskabsgård. Det er beklageligt at skulle melde afbud til alle implicerede. Der er forsøgt og forsøges med andre lokaler, men indtil videre uden held.

De foregående år – med undtagelse af 2017 - har deltagelsen været stabil på ca. 250-300 unge mennesker.

Grundet faldende tilslutning i 2017 (160) – valgte man at udvide antallet af inviterede skoler, til at omfatte alle skoler i det østlige Djursland – sågar med deltagelse helt fra Auning.

Desværre har nogle af de mest leveringsdygtige skoler i Grenaa i år valgt at afholde selvstændige fester i omkringliggende forsamlingshuse. Det skete til dels også i 2017, sammenholdt med et generelt faldende elevtal.

Det er for så vidt godt for forsamlingshusene, at disse bliver anvendt. Men de alternative fester smadrer desværre også det koncept som er blevet opbygget gennem 22 år. Et koncept som er hilst velkommen af Politi, SSP, Ungdomsskole, Natteravne, Kommune. Dels fordi de unge mennesker er samlet et sted, dels fordi der til festen i Åstruphallen er ekstremt kontrol med uvedkommende tilgang, de unge menneskers ve og vel, herunder indtag af alkohol, og ikke mindst skrap/skarp kontrol med at euforiserende stoffer ikke er tilgængelige udefra eller medbringes.

Nuvel – nævnte kontroller finder ganske sikkert også sted i forsamlingshusene o.a., men i Åstruphallen rådes der over eksperter ved f.eks. indgang, tillige med tilstedeværelsen af de førnævnte instanser. Politi, Natteravne, SSP og Ungdomsskole vil naturligvis og besøge de alternative feststeder, men man må forvente at aktiviteten grundet de flere steder, vil blive lavere. Det er kedeligt, for det er meget, meget unge mennesker man har med at gøre.

Ydermere vil de elever der ikke har mulighed for at deltage i de andre fester nu være overladt til sig selv, og det giver behov for øget kontrol i byområdet.

En sideopgave for involverede forældre, har også været hjælp til og kontrol med elever der fester i Anlægget i Grenaa i dagtimerne på dagen. Forældre har i hold fokuseret på at hjælpe nødstedte elever der, samt foretaget oprydning/samling af affald i de af kommunen udlånte skraldestativer og container. Denne opgave kan ikke foretages mere.

Susanne Ø. Hansen og Carl-Eric W. Pallesen har i en årrække trukket de værste læs for forældregruppen. I år skulle være sidste gang, og konceptet var fulgt til dørs til et hold nye forældre. Det er ærgerligt for forældregruppen at ideen med en kontrolleret fest i Åstruphallen ikke kan videreføres – eller kan den? Det kræver absolut fortsat og forstærket opbakning fra forældre, skoler og elever.

En diskussion om ideen med alkoholfester for unge under 18, melder sig også på banen. Man kan ikke købe sig til alkohol når man er under 18, - men man kan godt holde en lukket fest med alkohol for unge under aldersgrænsen. En mere intens og oplysende indsats vil være på sin plads – en fælles indsats fra forældre og undervisningssteder – man kan godt more sig uden alkohol.