Dødsfald:

Tidligere højskoleforstander, kultur- og fritidschef og forfatter Johannes Stræde

Johannes Stræde, fhv. højskoleforstander og forfatter, Hornslet, er død, 97 år. Hans svigersøn Jens Chemnitz Povelsen har skrevet det følgende mindeord:

“Kulturelle Trykknapper – det var titlen på en af de mange bøger, som Johannes Stræde fik udgivet.

Og netop de kulturelle trykknapper kan stå som symbol på en mand, der lige fra barnsben i Velling ved Ringkøbing Fjord og gennem et aktivt liv - som lærer, højskoleforstander, kulturchef, forfatter og foredragsholder - har været forlenet med en udpræget sans for at se og opleve.

Og vel at mærke for at vise os andre ”trykknapperne” i geografiske, historiske, kulturelle og kunstneriske sammenhænge.

Johannes Stræde kom til at virke i mere end 25 år inden for højskoleverdenen, først som lærer på Viborg Gymnastikhøjskole efterfulgt af 14 år på Gerlev Idrætshøjskole, hvor han og hustruen Martha Stræde var et højt værdsat forstanderpar.

I 1971 flyttede familien til Hornslet, hvor han frem til sin pensionering var kultur- og fritidschef.

Både i et langt arbejdsliv og gennem de mange pensionistår var han stærkt optaget af folkelighed og formidling i bred forstand. Han var i mange år ustandselig på foredragsturné rundt i Danmark og virkede en årrække som timelærer på Kolt Ældrehøjskole. Ind imellem blev der også tid til at sidde ved skrivemaskinen hjemme i Hornslet.

Det blev således til ikke færre end 18 bogudgivelser med særlig fokus på idræt, folkelighed og billedkunst.

Johannes Stræde efterlader sig hustruen Martha samt en datter og tre sønner.”

Publiceret 20 February 2018 12:55

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV