Nyansættelse:

Syddjurs henter ny chef for Teknik og Miljø hos Randers Kommune

Rune Asmussen skifter chefjob i Randers Kommune ud med et i Syddjurs

Af
Af Lars Norman Thomsen

“Er du en visionær leder med stor viden om og indsigt i teknik- og miljøområdet, der ser nye muligheder? Er du ambitiøs, og evner du ”at sætte dig igennem”? Og vil du stå i spidsen for et hold af kompetente medarbejdere og ledere i et nyt samlet teknisk område?”

“Ja,” må Rune Asmussen, 45, med bopæl i Langå, have svaret uden mellemregninger, da han var indkaldt til jobsamtale hos Syddjurs Kommune med henblik på at blive ny chef for Teknik og Miljø.

De tre overordnede spørgsmål er - som sådan noget er - en ordentlig omgang floskulatur i en jobannonce.

Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at Rune Asmussen er nyeste chef i Syddjurs.

Han kommer fra en pæn lang fortid som afdelingschef for afdelingen Plan, Byg og Veje i Miljø og Teknik, Randers Kommune. I Randers Kommune har Rune Asmussen haft titel af afdelingschef siden 2009 og har beskæftiget sig med det tekniske område i kommunerne siden 2003.

Rune Asmussen er uddannet civilingeniør fra Danmark Tekniske Universitet og har adskillige lederuddannelser bag sig, blandt andet den kommunale lederuddannelse og senest en master i offentlig ledelse ved Syddansk Universitet.

I Syddjurs får han ansvaret for fem afdelinger med hver deres afdelingsleder:

  • Plan, udvikling og mobilitet
  • Byggeri og landbrug
  • Ejendomme
  • Miljø og klima
  • Natur- og vejservice 
Afdelingen for Teknik og Miljø har i alt 140 medarbejdere i administrationen og driftsenheden.

Det årlige driftsbudget er på ca. 100 mio. kr., og det årlige anlægsbudget er på ca. 140 mio. kr.

Sådan tager den samlede koncernledelse i Syddjurs Kommune sig ud. NN i nederste venstre hjørne bliver nu skiftet ud med Rune Asmussen

Sådan tager den samlede koncernledelse i Syddjurs Kommune sig ud. NN i nederste venstre hjørne bliver nu skiftet ud med Rune Asmussen

Publiceret 01 March 2018 12:09

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV