Foreningsliv:

Centerchef ser lysere fremtid efter generalforsamling

Centerchef i Auning Idræts- og Kulturcenter Henrik Johansen afleverede i november sin opsigelse efter en længere periode med for stor arbejdsbyrde på egne skuldre og savnet af en mere aktiv ejerkreds bag centerets udvikling. Efter generalforsamlingen i sidste uge og en ny bestyrelse er på plads, ser Henrik Johansen væsentlig lysere på fremtiden for centeret.

“Når der nogle gange bliver raslet lidt med sablerne, så går alvoren også ofte op for folk. Det har aldrig handlet om centerets økonomi for mig, men jeg har efterlyst noget mere initiativ omkring udviklingen. Nu kommer der en ny, ung bestyrelse, der allerede har nogle visioner med. Det ser jeg meget positivt på,” konstaterer Henrik Johansen, der i samme åndedrag roser det store arbejde, de foregående bestyrelser har lagt i Auning Idræts- og Kulturcenter.

Åben for fremtiden

Med de lysere udsigter in mente er der måske også mulighed for, at det alligevel bliver med Henrik Johansen ved roret. Det har således ikke skortet på rosende ord fra tidligere bestyrelsesmedlemmer om centerchefens store arbejde, og han er da også meget åben for at gå i dialog om en potentiel fremtid i centeret.

“Der var jo en grund til, at jeg sagde op, og jeg vil også sige det sådan, at der stadig er nogle ting, der skal på plads, inden jeg kan se, at det bliver godt igen. Men jeg har heller ikke lagt skjul på, at jeg aldrig har haft et bedre job, og jeg er glad for at være her. Der er nogle ting, der skal falde i hak, men det tager jeg gerne en dialog om,” lyder det fra Henrik Johansen.

Publiceret 06 March 2018 06:30

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV