Divisionshåndbold:

Bus fyldt med fans skal støtte Nørre Djurs HK

Stadig plads til fans i bus fra Glesborg til Aarhus til oprykningsbrag mod JAI fredag aften

Af
Af Martin Schultz

Nørre Djurs HK's bedste håndboldherrer kan fredag aften sikre sig oprykning til 2. Division for første gang i klubbens historie.

Efter at Nørre Djurs HK i weekenden vandt med 21-19 over Hammel GF og de nærmeste oprykningsrivaler fra Odder Håndbold samtidig tabte til AGF kan Nørre Djurs HK sikre sig billetten til 2. Division mod JAI i Annexhallen i det nordlige Aarhus fredag aften kl. 19.00.

”Vi vil gerne give spillerne den bedst mulige opbakning i denne vigtige kamp og sender derfor en bus fra Glesborg til Aarhus,” siger formand for herreudvalget i Nørre Djurs HK, Klaus Allermann.

Alle fans har mulighed for at tage med på turen til Annexhallen og der er afgang kl. 17.00 fra Nørre Djurshallen.

Prisen er 30 kr., som skal betales på MobilePay til Jeanette Friis på tlf. 28 12 85 07. Her vil man også få oplyst, om der stadig er pladser i bussen.

Champagnen er lagt på køl

Skulle Nørre Djurs HK vinde kampen mod JAI, er oprykningen til 2. Division sikret.

I så tilfælde vil der være lagt op til en uhøjtidelig fejring af oprykningen kl. 22 ved hjemkomsten til Nørre Djurshallen, hvor også spillere, trænere og ledere vil deltage.

Skulle oprykningen lykkes, bliver der også holdt en officiel fejring i forbindelse med en hjemmekamp senere.

Nørre Djurs HK mangler at spille fire kampe og har således fire ”matchbolde” for at sikre sig oprykningen inden turneringen slutter 7. april med en udekamp mod Skovbakken.

Oprykningen kan også blive sikret, hvis Odder Håndbold taber en af sine sidste fire kampe.

Publiceret 07 March 2018 11:31

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV