Foreningsliv:

50.000 kroner til IF Midtdjurs fra Sparekassen Djursland

Et gammelt tilsagn om at bidrage med penge til sambygning af Midtdjurshallen og klubhuset er nu blevet en realitet

Af
Af Martin Schultz

IF Midtjurs har skiftet ud i hovedbestyrelsen, men umiddelbart inden hovedgeneralforsamlingen i slutningen af februar nåede den fungerende hovedformand Claus Rank Jensen at få en gammel aftale bragt på plads.

Sparekassedirektør Peter Lading Sørensen, Sparekassen Djursland, var dagen inden generalforsamlingen forbi Multihallen, der blev indviet i juni 2017, med et gavebevis på 50.000 kroner.

De mange penge kommer til at optræde på 2018-regnskabet i IF Midtdjurs, men vedrører egentlig en gave - øremærket sambygning af Midtdjurshallen og klubhuset - helt tilbage fra 2008 før Peter Lading Sørensens direktørstart i Sparekassen Djursland.

Peter Lading Sørensen har en fortid som ungdomsspiller i IF Midtdjurs Fodbold, hvor han i øvrigt spillede på hold med Claus Rank Jensen.

Formandsskifte

På hovedgeneralforsamlingen sagde både Claus Rank Jensen og Jens Mikkelsen farvel til bestyrelsesarbejdet.

Jens Mikkelsen har i en årrække været hovedformand i IF Midtdjurs, men efter sommerferien 2017 bad han om lov til at stoppe på grund af manglende tid.

Det betød, at næstformand Claus Rank Jensen har haft formandstjansen siden.

Som ny hovedformand i IF Midtdjurs blev Allan Nørgaard valgt - foreløbigt for et år, fordi han indtræder i Jens Mikkelsens embedsperiode, som blev afsluttet et år før, han var på valg.

Dan E. Föh blev valgt som ny næstformand i stedet for Claus Rank Jensen. Dan E. Föh er valgt for to år.

Desuden blev Henrik Degnbol, der netop er flyttet til Ryomgård, valgt som suppleant, men generalforsamlingen indvilgede i, at han med det samme indtræder i hovedbestyrelsen (uden stemmeret).

Farvel til skolebestyrelsen

Allan Nørgaard fungerer ved siden af sit formandshverv som træner for fodboldpigerne Kolind-Midtdjurs U14 samt som medlem af sommerfestudvalget. Han har i en årrække været bestyrelsesformand for Marienhoffskolen. En post han forlader ved det kommende skolebestyrelsesvalg.

Dan E. Föh har en fortid som håndboldformand i IF Midtdjurs i tre omgange. For nuværende er han formand for den nystartede klatreklub under IF Midtdjurs, ligesom han er kasserer for Baneforeningen, der administrerer den kommende kunstgræsbane på stadionanlægget ved klubhuset. Dan E. Föh. er desuden engageret i Stafet for Livet i Rønde Bypark, hvor han er ny formand efter Jane Frank Pedersen.

Henrik Degnbol er 34 år og har en fortid som elitemålmand (fodbold) på de bedste ungdomshold i Randers Freja. Tidligt i seniorkarrieren, mens han spillede Danmarksseriefodbold, stoppede en knæskade imidlertid hans fodboldtid.

Siden har han gjort comeback som idrætsmand - som triatlet. Han arbejder til daglig i Horsens som Tender Manager Air & Sea hos DSV - Global Transport and Logistics - i Horsens.

Henrik Degnbol dukkede op til det sidste af de to fremtidsseminarer om IFMs fremtid afviklet i henholdsvis december 2017 og januar 2018 og tilbød at gøre en indsats for IF Midtdjurs.

Publiceret 08 March 2018 09:37

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV