Bands:

Blyfri 95 snart klar med ny single

Efter at være faldet for 15 ugers reglen på DR P5 Dansktoppen med 'Se Lyset' er der et nyt nummer på vej med titlen 'Det’ et held'

Af
Af Lars Norman Thomsen

Det bliver ikke muligt at høre det lokale band Blyfri 95 ved Syddjurs Award 2018 torsdag 15. marts i Rønde Idrætscenter trods flere sonderinger og forsøg på at lave en aftale.

Poporkestret, der åbnede Syddjurs Award 2017, med numrene 'Flagstad var i Radioen' og 'Se Lyset' var ellers meget hooked på en genvisit under en eller anden form, men sådan skulle det ikke være.

I stedet kan fans glæde sig til at høre Blyfri 95 ved Rosenholm Festival 2018.

Blyfri 95, der består af Anders Pedersen: Sang og guitar. Lars Tækker: Bas og kor. Flemming Poulsen: Trommer. Kristian Danielsen; Guitar, keys og kor, Tim Stigsen: Keys og kor - nåede at være med på DR P5 Dansktoppen med 'Se Lyset' i hele 15 uger, og det betød automatisk, at det var slut, fordi netop 15 uger er stopklods for at være med.

Guitarist Kristian Danielsen afslører imidlertid på de sociale medier, at der er et nyt nummer undervejs. Det hedder 'Det' et held'.

"I løbet af få uger skulle vi være ude med en ny single som hedder 'Det' et held'. Den bliver sendt til mix i morgen og så skal vi lige have lavet en lille video til den," skriver Kristian Danielsen til en bekendt på Facebook.

Blyfri 95 er først og fremest karakteriseret ved fem modne herrers spilleglæde. Bandet spiller egne numre og er samtidig også et kopiband som spiller numre af Bamse og Bamses Venner. 

Herreklub med hang til pop

Bortset fra forsanger og rytmeguitarist Anders Pedersen, 44, er medlemmerne af Blyfri 95 nået til skelsår og alder.

Guitaristen Kristian Danielsen og trommeslager Flemming Poulsen er begge født i 1962 og gamle skolekammerater fra Mørke Skole, mens bassisten Lars Tækker har rundet de 65.

Senest ankomne, tangentspilleren Tim Stigsen, Hornslet, har også rundet de 50 for et stykke tid siden.

Anders Pedersen er Thorsager-Rønde-dreng, Danielsen og Poulsen rundet af Mørke, hvor de fortsat bor.

Tækker bor i Rodskov.

Han har en musikalsk fortid i hedengange Falcon, senere New Falcon, der spillede kroer, haller og spillesteder på Djursland totalt tynde i 1970'erne, hvor Falcon var danseorkestret med stort D.

Publiceret 10 March 2018 22:04

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV