Seriefodbold:

TRIF’s unge talenter smed sejren i sidste minut

TRIF førte med 3-0 i sæsonpremieren på kunstgræs på udebane, men Vivild IF’s 2. hold slap ud af sækken og udlignede i kampens sidste minut til 3-3

Af
Af Martin Schultz

”Efter sidste dommerfløjt løb de grønblusede fra Vivild rundt og jublede, mens de gulblusede fra TRIF kastede sig i græsset og ærgrede sig”.

Sådan beskriver den debuterende TRIF-seniortræner Martin Hornbæk Nielsen sceneriet mandag eftermiddag på Vivild Kunstgræsbane, efter at hans unge hold i kampens sidste minut tabte sejren i sæsonpremieren, da Vivild IF med en mand i undertal udlignede til 3-3 efter et hjørnespark.

”Vi havde chancerne til at lukke kampen. Så det var en dukkert. Det føltes som at tabe kampen,” siger Martin Hornbæk Nielsen om spillernes ærgrelse efter kampen.

”Vi havde et totalt overtag i 1. halvleg, hvor vi kom foran efter 10 minutter, da Emil Haulrik omsatte et indlæg fra kanten fra Frederik Ougaard til en tidlig premierescoring fra en position ved forreste stolpe. Vi havde rigtig styr på det og chancer til flere mål, og efter godt 20 minutter bragte Rasmus Søgaard os foran med 2-0 med et skud fra kanten af feltet. Og efter 35 minutter var det den talentfulde U17 spiller Victor Riis, som går på efterskole i år, som efter et godt opspil blev spillet fri på tværs fra venstrekanten til en scoring til 3-0,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

I halvlegens sidste minut gik der koks i forsvarsspillet hos TRIF, således at en Vivildspiller med ryggen til fik drejet rundt og scoret på en veludført afslutning.

Panikken bredte sig i 2. halvleg

”Vi havde spillet det flotteste fodbold i opstarten i 1. halvleg, og vi var enige om, at det her kun kunne gå en vej: at vi skulle ud og score nogle flere mål,” fortæller Martin Hornbæk Nielsen.

De første ti minutter i 2. halvleg fortsatte de unge TRIF'ere også de gode takter, men så mistede holdet ifølge træneren farten i spillet og begyndte at tage forkerte beslutninger.

”Da Vivild midt i halvlegen reducerede til 3-2, begyndte panikken at brede sig. Det var tydeligt, at spillerne blev mere bange for at tabe end at de havde lyst til at vinde,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

”Kampen bølgede frem og tilbage, men den sidste halve time så det skidt ud med vores spil. Det var som nat og dag mellem de to halvlege. Med seks minutter tilbage fik Vivild et gult kort og en udvisning, så vi var i overtal i resten af kampen. Alligevel lykkedes det Vivild i det sidste minut at udnytte et hjørnespark, hvor bolden blev sendt til bagerste stolpe, til at udligne til 3-3.”

Stort potentiale i TRIF

”Der var rigtig mange gode ting i kampen, og vi må selvfølgelig ikke lade Vivild komme tilbage. Er man foran med 3-0, så skal man lukke kampen. Men sådanne udfald sker med så unge gutter, som mangler rutinen. Nu må vi tage de første 45 minutter med os og bygge videre på det, og så lære af de sidste 45 minutter,” siger Martin Hornbæk Nielsen    

TRIF-træneren er gammel VRI mand og har senest trænet VSK Aarhus' Danmarksseriehold, men bor i Rønde, er aktiv i TRIF og har tidligere trænet ungdomshold i sin lokale forening, hvor han nu skal forsøge at forløse det potentiale, som en af Djurslands største og børnerigeste idrætsforeninger rummer - også når det kommer til seniorfodbold.

”Vores spillere er alle meget unge, og vi skal bygge en kultur op og bygge videre på det de unge har på kryds og tværs med hinanden. Vi laver sociale arrangementer for dem, og vi håber at kunne fastholde dem til fodbold i Rønde, selvom nogle flytter til Aarhus,” siger Martin Hornbæk Nielsen.

Holdet har trænet hele vinteren på eget kunstgræs på PR Park i Rønde, og med 32 seniorspillere i truppen har TRIF både hold i Serie 3 og Serie 4.

Op imod tre nedrykkerhold

Det er gået fremad for seniorfodbolden i TRIF, først med Frederik Thøgersen og siden med Casper Kjær Sørensen, som nu er træner i Hornslet IF, og det talentfulde hold var i efteråret med i oprykningskapløbet til Serie 2 til det sidste.

”Vi ved, at vi spiller med i en skrap pulje med tre nedrykkerhold, Nørager B, Østdjurs 91 og Åstrup/Hammelev, hvor flere nok gerne vil hurtigt tilbage i Serie 2 igen. Vi vil se hvor langt vores spil rækker, og vil gerne spille med i den sjove ende så lang tid som muligt,” siger Martin Hornbæk Nielsen, som står i spidsen for et meget ungt hold, hvor bærende spillere som Mathias Haulrik og Kristoffer Meldgaard, som begge har været omkring FC Djursland, og Rasmus Søegaard kun lige er i begyndelsen af 20'erne.

TRIF's spillere var så skuffede over kampens afslutning, at de ikke fik stemt om kampens spiller, men ifølge træner Martin Hornbæk Nielsen var højrekanten Frederik Ougaard rigtig god på dagen og banens bedste spiller.

TRIF skal i kamp igen lørdag 14. april mod Østdjurs 91 på Trustrup Stadion, mens Vivild IF allerede lørdag kl. 13.30 skal ud i et lokalopgør mod Nørager B på Nørager Stadion.

Kampfakta

Serie 3, Pulje 35

Vivild IF - TRIF 3-3 (1-3)

Mandag 2. april kl. 15.30 på Kunstgræsbanen i Vivild

Målscorere:

  • 0 - 1 Emil Haulrik (10. min.)
  • 0 - 2 Rasmus Søgaard (22. min.)
  • 0 - 3 Victor Riis (35. min.)
  • 1 - 3 Vivild IF (45. min.)
  • 2 - 3 Vivild IF (70. min.)
  • 3 - 3 Vivild IF (90. min.)

 

Vivild IF's hold:

  1. Anders Peder Byskov
  2. Christian Basballe
  3. Christian Levring
  4. Daniel Nielsen
  5. Kasper Hvid Andersen
  6. Kasper Laursen
  7. Martin Kragbæk
  8. Mathias Møller
  9. Niels Krogsgaard
  10. Nikolaj Hougaard
  11. Nikolaj Møller
  12. Thomas Thorngaard
  13. Tommy Sørensen
  14.  

TRIF's hold:

  1. Carl Emil Lindblad
  2. Rasmus B. Søegård
  3. Emil Lindholm
  4. Kristoffer Meldgaard Andreasen
  5. Anton Bonde
  6. Emil Haulrik
  7. Jens Bisgaard Amstrup
  8. Victor Kløve
  9. Mathias Haulrik
  10. Frederik Ougaard
  11. Victor Overgaard Riis
  12. Lukas W. Andersen
  13. Rasmus Jacobsen
  14. Frederik Back Stoffer

Publiceret 04 April 2018 18:26

SENESTE TV