Seriefodbold:

Auning IF sluttede bedst og vandt over Rougsø FF

Auning IF startede skidt, men fik vendt skuden i 4-2 sejr i lokalopgøret over Rougsø FF i Serie 3

Af
Af Martin Schultz

”Det var et fint lokalopgør med nerve og intensitet og mange tilskuere. Den første halve time tilhørte Rougsø FF, mens vi var bedst i resten af kampen. Så vi vandt fortjent. Vi startede skidt, men sluttede godt,”

Sådan siger Auning IF-træner Claus Svenningsen efter at hans hold mandag aften på hjemmebane slog lokalrivalerne i Serie 3 Rougsø FF med 4-2 efter 1-1 ved pausen.

”Vi var klar over, at Rougsø FF ville komme med meget fysik og med stor styrke i feltet. Men kunne vi holde tempo og flytte bolden hurtigt rundt, så kunne vi køre dem trætte. Vi skulle prøve at stresse dem og holde dem fra at slå de høje bolde ind mod store Søren Bai,” fortæller Claus Svenningsen om oplægget til kampen.

Men den første halve time kunne hjemmeholdet slet ikke få spillet til at køre.

”Spillet foregik på Rougsø FF's præmisser. De vandt duellerne og kom også foran med 1-0. Men vi fik ændret på vores formation, og det gavnede vores spil og vi fik bedre greb og kampen i det sidste kvarter i 1. halvleg og fik inden pausen udlignet til 1-1 ved Jakob ”Jaksi” Bak, som modtog bolden i feltet og vendte godt rundt,” fortæller Claus Svenningsen.

Jesper Møgelvang, cheftræner i Rougsø FF, har set sit hold tabe sæsonens to første kampe. Arkivfoto: Martin Schultz

Jesper Møgelvang, cheftræner i Rougsø FF, har set sit hold tabe sæsonens to første kampe. Arkivfoto: Martin Schultz

Udspark ramte Søren Bai i ryggen

”I pausen snakkede vi om, at vi havde fået fat og skulle lægge ti procent mere på vores spil. Vi kom ud og satte os på spillet og kom hurtigt foran ved Simon Vest. Nu fik vi dem ud at løbe og efter knap tyve minutter kom vi foran med 3-1, da Ronni ”Tordenstøvle” Jeppesen fik sidste fod på en pasning,” fortæller Claus Svenningsen.

Rougsø FF fik reduceret til 3-2 på et skørt mål, da Auning IF's målmand Jimmy Højholdt sparkede bolden ud i ryggen på Søren Bai, som fik fat i bolden og scorede.

”Et ærgerligt mål, som heldigvis ikke kostede noget,” siger Claus Svenningsen, som kort efter så sit hold komme foran med 4-2 på et straffespark ved Simon Vest, da Jakob ”Jaksi” Bak blev væltet i Rougsø FF's felt.

”Det var et tyndt dømt straffespark,” mente Rougsø FF-træner Jesper Møgelvang.

”Så var kampen lukket. Vi havde fuldstændig styr på spillet og fik masser af plads, mens gæsterne så trætte ud,” siger Claus Svenningsen.

”Vi glæder os over den gode start med maksimumpoint og ser frem til et ”topopgør” på lørdag mod AH2012, som også har maksimumpoints efter to kampe,” siger Claus Svenningsen.

Simon Vest blev valgt til kampens spiller på Auning IF's hold.

Indsats eller indstilling fejlede ikke noget

”Desværre blev det ikke til point mandag aften i Auning, selv om det endnu en gang var tæt ved. Vi havde rokeret lidt rundt ved at have Mark Mandal med på højre back og Mads Kusk som angriber fra kampens start. Vi spillede godt i 30-35 minutter, og på en dødbold fra Mikkel Knudsen via Søren Bai bragte Søren Bugge os foran med 1-0,” fortæller Rougsø FF's træner Jesper Møgelvang.

”Aunings unge og kvikke kombinationsspillere fik udlignet inden pausen, da de skruede op for tempoet i deres positionsspil, hvilket virkede retfærdigt efter spil og chancer i første halvleg. Desværre kom vi skidt ud efter pausen og fandt aldrig vores spil igen, og det benyttede hjemmeholdet sig af til at afgøre kampen, der således endte med 4-2.”

Jannick Nielsen fik ved stillingen 4-2 reddet et forsøg på målstregen, og tættere kom Rougsø FF ikke på en reducering.

”Vi spillede en god første halvleg og en svag anden halvleg, og der kan således ikke pilles ved en fortjent sejr til Auning, der tilmed havde 2-3 kampafgørende kendelser med sig, og så har jeg vist ikke sagt for meget,” siger Jesper Møgelvang.

Holdkammeraterne kårede efter kampen Søren Bai som Man of the match på Rougsø FF's hold.

”Det var hverken indsats eller indstilling, at vi fejlede på, men derimod kondition og evnen til at træffe de rette beslutninger. Vi træner onsdag aften, og så skal vi allerede i ilden igen fredag aften, hvor vi skal have en sejr på hjemmebane mod Kristrup Boldklubs andethold,” siger Jesper Møgelvang.

Kampfakta

Serie 3, pulje 34

Auning IF - Rougsø FF 4 – 1 (1 – 1)

Mandag 9. april kl. 18.30 på Auning Stadion

Målscorere:

0 - 1 Søren Bugge (20. min.)

1 - 1 Jakob Bak (40. min.)

2 - 1 Simon Vest (50. min.)

3 - 1 Ronni Jespersen (70. min.)

3 - 2 Søren Bai (75. min.)

4 - 2 Simon Vest (76. min. straf.)

Auning IF's hold:

  1. Daniel Nielsen
  2. Esben Sørensen
  3. Frederik Køtter
  4. Jakob Bak Sloth Pedersen
  5. Jimmy Højholdt
  6. Mads Gundersen
  7. Martin Gundersen
  8. Rasmus Ibsen
  9. Simon Damgaard
  10. Simon Stampe
  11. Simon Vest
  12. Ronni Jeppesen

Rougsø FF's hold:

  1. Mikkel Nygård Nielsen
  2. Søren Bugge
  3. Mark Mandal
  4. Mads Katholm
  5. Mads Kusk
  6. Søren Bai
  7. Jannick Ledegaard Nielsen
  8. Mikkel Fisker
  9. Peter Lindgaard Møller
  10. Jesper Thomsen
  11. Mikkel Knudsen
  12. Magnus Larsen
  13. Casper Bruus-Nielsen
  14. Anders Spanggaard Bach

Publiceret 11 April 2018 13:45

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag Grenaa Bladet
SENESTE TV