Åbent hus:

På ny Sunshine Reggae i Kolind Svømmebad

Der er forhåbentlig en varm sommer på vej, der giver ekstra lyst til at hoppe i det våde element i Kolind fra primo juni

Af
Af Lars Norman Thomsen

Kolind Svømmebad åbner i 2018.

Det er en ubestridelig kendsgerning trods sidste års totale deroute, hvor det gamle svømmebad var i en forfatning som gjorde det umuligt at tilbyde folk i badebukser en svalende dukkert.

Flere tolkede den manglende åbning som dødsstødet til Kolind Svømmebad, men de, der gik og troede så galt, havde gjort regning uden politikerne, der med et kommunalvalg for øje stort set samtlige sagde ja til at investere penge i at give Kolind Svømmebad en ny fremtid.

Derfor besluttede byrådet i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2018 at investere fire mio. kroner i at udskifte alt det isenkram, rør og tekniske installationer, som ikke er synlig, men som er afgørende for, at et udendørs svømmebad kan fungere.

Nu er arbejdet i fuld gang, og det forventes, at bassinerne kan tages i brug til sæsonstart i begyndelsen af juni, hvor sommeren forhåbentlig står for døren.

“Et nyt vandbehandlingsanlæg er ved at være på plads. Derefter venter opgaver som etablering af belægning omkring bassinerne og forbedringer på bygningen ved svømmebadet,” fortæller Lene Bjarke Skov, Afdelingsleder for Kultursekretariatet hos Syddjurs Kommune.

Kom til informationsmøde

Onsdag 2. maj kl. 16.30-17.30 inviterer kommunens kulturafdeling alle med interesse for svømmebadet indenfor til information og en snak om svømmebadet. Man vil kunne møde det frivillige svømmebadsudvalg og svømmeklubben Delfinen, som efter en sæson uden svømmebad igen starter op med svømmeundervisning denne sommer. Desuden vil Syddjurs Kommunes rådgiver på projektet være til stede og fortælle om badets fremtid.

Kultursekretariatet er vært ved lidt snacks og drikkevarer ved arrangementet, som ikke kræver tilmelding.

Det lå ellers i kortene, at Kolind Svømmebad skulle være en del af organisationen i Kolind+, men sådan bliver det alligevel ikke. I stedet fortsætter et frivilligt svømmebadsudvalg under Kolind Borgerforening bestående af Helle Andreassen, Birgitte og John Boye med at stå for driften.

En ny hjemmeside for svømmebadet er på vej, ligesom svømmebadets Facebook-side snart vågner af dvalen, nu hvor der igen er aktivitet i udsigt.

  • Kolind Svømmebad åbnede i august 1972 efter, at en pengeindsamling i Kolind havde gjort det muligt at finansiere et svømmebad til byen på en kommunal grund, som den daværende Midtdjurs Kommune stillede til rådighed
  • Midtdjurs Kommune købte Kolind Svømmebad i 1976 for med det samme at overgive ansvaret for driften til Kolind Håndværker- og Borgerforening, som i dag har slettet 'Håndværker' i navnet
  • Ved kommunesammenlægningen i 2007 blev Kolind Svømmebad automatisk en post på Syddjurs Kommunes lister over aktiver

Publiceret 25 April 2018 15:02

SENESTE TV