Seriefodbold:

Nicolaj Jarsmer ude i flere uger hos pointløse Åstrup/Hammelev IF

Åstrup/Hammelev IF spillede sin hidtil bedste kamp, men tabte for fjerde gang i træk til HEI med 3-2 efter et meget livligt sidste kvarter

Af
Af Martin Schultz

Nedrykkerne fra Åstrup/Hammelev IF har haft en svær opstart i dette forår og har efter fire kampe endnu det første point til gode i Serie 3

Og oveni de spillemæssige problemer må Åstrup/Hammelev IF i de kommende kampe må se bort fra holdets største profil, forsvarsgeneralen Nicolaj Jarsmer, som i denne sæson også har påtaget sig trænerhvervet sammen med Martin Fiehn Andersen.

”Så nu kan jeg de kommende uger nøjes med at passe jobbet på sidelinjen,” siger Nicolaj Jarsmer, som gennem hele optakten har døjet med et dårligt knæ.

”Når jeg får et slag på knæet, så hæver det op,” siger Nicolaj Jarmser, som fik et slag på knæet, da Åstrup/Hammelev i lørdags fik en snitter på 0-6 af Skødstrup SF på hjemmebane.

”Jeg bed tænderne sammen og spillede kampen til ende, men nu er jeg nødt til at give knæet ro,” siger Nicolaj Jarsmer, som de kommende uger således kan koncentrere sig om sin trænergerning. Han forventer, at han er ude den næste måned til halvanden.

 

Skader på nøglespillere

Der var således et skades- og afbudsramt hold fra Åstrup/Hammelev IF, som tirsdag aften tog turen til Invita Arena i Skæring for at møde HEI.

Også Nicolaj Jarsmers medtræner Martin Fiehn Andersen måtte melde afbud med en dårlig ryg, og også kantspilleren Søren Sørensen er skadet.

Holdet havde tabt sine tre første kampe med en målscore på i alt 10-0 og løb lørdag ind i en 6-0 lussing med Skødstrup SF.

”Det var et dygtigt Skødstrup-hold, og da vi prøvede at satse fra start, så var vi bagud med 2-0 efter tre minutters spil. Vi holdt den stilling til pausen, men Skødstrup scorede fire gange i løbet af 2. halvleg og vandt en fortjent sejr,” fortæller Nicolaj Jarsmer, der trods sin knæskade gennemførte hele kampen.

Men på trods af lørdagens dukkert leverede Åstrup/Hammelev IF forårets hidtil bedste præstation i 3-2 nederlaget til HEI og spillede godt i 1. halvleg med mange chancer og et skud på overliggeren.

”Men vi manglede skarpheden og heldet,” siger Nicolaj Jarsmer.

Fem mål i det sidste kvarter

Kampen var målløs helt frem til det 75. minut, hvor der til gengæld for alvor gik hul på målscoringen.

Hjemmeholdet kom foran med 1-0, da en bold droppede ned i feltet og blev ekspederet i mål. Kun fem minutter senere kom HEI foran med 2-0, da bolden ikke blev clearet ordentligt i Åstrup/Hammelevs felt.

Gæsterne fik nyt håb med fem minutter igen, da et frispark blev forlænget og endte for fødderne af Emil Blok, som har overtaget anførerbindet efter Nicolaj Jarsmer, som er spillende træner.

”I overtiden kom HEI foran med 3-1, da der gik koks i kommunikationen mellem målmand Marcus Bak og back Martin Boe Jarsmer, så en tilbagelægning blev for kort og en HEI spiller kunne smutte imellem og score til 3-1,” fortæller Nicolaj Jarsmer.

Så det var kun til pynt, da Emil Blok scorede sit andet mål i de allersidste sekunder, da han sendte et indlæg fra kanten i mål til slutstillingen 3-2.

”Vi havde fortjent at få point, men rejste os godt efter nederlaget i lørdags og spillede vores hidtil bedste kamp,” siger Nicolaj Jarsmer.

Anfører Emil Blok blev kåret til kampens spiller. Han scorede to mål og gik forrest i en god fight.

Åstrup/Hammelev IF skal lørdag måde Østdjurs 91 på udebane på Trustrup Stadion.

 

Kampfakta

Serie 3, pulje 35

Hjortshøj/Egå Idrætsforening IF - Åstrup/Hammelev IF 3-2 (0-0)

Tirsdag 24. april kl. 19.00 på Invita Arena i Skæring

Målscorere:

  • 1 - 0 HEI (75. Min.)
  • 2 - 0 HEI (80. Min.)
  • 2 - 1 Emil Blok (85. Min.)
  • 3 - 1 HEI (90. Min.)
  • 3 - 2 Emil Blok (92. Min.)

Åstrup/Hammelevs hold:

  1. Benjamin Due Stentoft Jensen
  2. Christoffer bang
  3. Emil Block
  4. Frederik Hougaard
  5. Henrik Pedersen
  6. Jelil Faizi
  7. Jens Madsen
  8. Marcus Bak
  9. Martin Boe Jarsmer
  10. Mathias Busse
  11. Nicklas Dohn Jakobsen
  12. Nicolai Johansen
  13. Patrick Pallesen

Publiceret 26 April 2018 23:01

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV