Farvel til Varberg - god dag igen til Halmstad

Stena Line flytter svensk færgehavn, som mål for Grenaa-ruten

Af
Søren Andersen

GRENAA Det står nu klart, at Stena Line flytter sin færgehavn fra Varberg til Halmstad. Dermed genskabes færgeoverfarten Halmstad-Grenaa, hvor det Stena Line-ejede Lion Ferry rederi sejlede i over et årti hen over 1980’erne og 1990’erne. Stena Line sejlede sidste gang til Halmstad fra Grenaa i 1999, men sejlruten forventes atter taget i brug i slutningen af 2019.

Halmstad-ruten blev i den sidste periode besejlet af Stena Lines nuværende ’Stena Nautica’ – identisk med den navnkundige DSB-færge ’Niels Klim’, og efterfølgende ombygget til en mere fragtorienteret ro/pax-færge, inden den indledte dens nuværende betjening af Varberg-ruten.

Årsagen til flytningen er, at Varbergs kommune planlægger at lave byudvikling i bydelen Västerport, hvor Stena Lines færge afgår fra i dag. Varberg har været forbundet med Grenaa i 57 år, men til næste år er det slut.

Kontrakten underskrevet

Forhandlingen om detaljerne i kontrakten er nu afsluttet, og i sidste uge blev kontrakten om en ny færgeterminal i Halmstad underskrevet af Hallands Hamnar og Stena Line.

"Vi er meget glade for, at vi er kommet frem til den her løsning i samarbejde med Hallands Hamnar. Denne rute er strategisk vigtig for os, og set fra et virksomhedsperspektiv bliver det rigtigt godt," udtaler Tony Michaelsen, Route Director Region Denmark.

Stena Lines tro på fremtiden for ruten mellem Halmstad og Grenaa er positiv.

"Vi får et helt nyt opland, og vi bliver en del af den såkaldte sydlige korridor. Der findes store eksisterende godsflåder mellem Sverige og Danmark, som i dag tager turen på land, og som vil have klare fordele ved at tage søvejen i stedet. Vi tror på en stærk tilvækst for vores fragtvirksomhed på ruten de nærmeste år og kommer til at udvikle den efter vores kunders behov og markedets udvikling. Vi ser også gode muligheder for at udvikle den svensk-danske turisme mellem Midtjylland og Vestsverige," siger udtaler Tony Michaelsen.

Langsigtet aftale

Hos Hallands Hamnar er man også glade for, at aftalen med Stena Line nu er på plads.

"Vi er meget tilfredse med, at aftalen med Stena Line nu er forhandlet på plads, og at vi har lavet en langsigtet aftale, der fortsat udvikler Hallands Hamnar. Aftalen er en vigtig brik i puslespillet om at styrke logistikken i regionen og sikrer desuden forudsætningerne for fremtiden. Projektarbejdet er allerede i gang og byggeriet forventes at påbegynde i slutningen af året. Vi regner med, at den nye færgeterminal står klar i slutningen af 2019," siger Björn Alvengrip, direktør for Hallands Hamnar.

"Det er dejligt, at vi fortsat kan knytte Halland og Danmark sammen, og færgeruten er vigtig for vores region. Det handler i første omgang om at tilgodese industriens transportbehov, men det er også vigtigt at udvikle passager- og turiststrømmen, som har stort udviklingspotentiale fremadrettet," siger Mikaela Waltersson, som er ordførende for Hallands Hamnar i Halmstad.

Publiceret 19 July 2018 15:17

SENESTE TV