Anders Elkjær er ved at lægge sidste hånd på bilen, som han skal stille til start i.
Anders Elkjær er ved at lægge sidste hånd på bilen, som han skal stille til start i.
Foto: Søren Andersen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Anders tager springet og er klar til at give den gas i en ny motorsportsklasse

25-årige Anders Elkjær fra Grenaa startede i en gocart - men nu gælder det DST

Af Søren Andersen

GRENAA: Tilbage i 2002 startede Grenaa-drengen Anders Elkjær med at køre gokart på den lukkede Flyvestation Tirstrup. Det gik godt, så snart blev der ikke alene kørt på baner overalt i Danmark, men også så langt væk som Italien, for Anders havde talent med at finde de rette kurver i svingene, bremse og gasse på de rigtige tidspunkter.

Han røg i toppen herhjemme og vandt mange løb. Og når man vokser ud af gokarten, kommer det store spørgsmål. Skal man fortsætte eller køre videre i en rigtig baneracer? Noget, der ikke alene kræver talent, men også en solid økonomi.

“Så jeg valgte faktisk at stoppe, men kom så siden i gang med at køre i Legend Car-klassen, der er lettest at forklare, hvis man siger, at det drejer sig om mindre udgaver af de klassiske amerikanske gangsterbiler, man kender fra film,” siger Anders.

Han fik desværre en noget ustabil bil i den første sæson, men siden en ny - og det var lig med top 5-placeringer i alle sæsonens heats. Og bilen kunne sælges med fortjeneste.

Nu er han klar til at rykke en klasse op. På værkstedet i det sydlige Grenaa, hvor han også driver sit eget firma inden for smedebranchen, hvor han fik sin uddannelse hos HSM Industri.

Ny klasse

I den kommende sæson stiller Anders op i den nye motorsportsklasse Danish Super Tourisme - DST.

“Man kan kalde det en pendant til DTC, men med en økonomi, hvor flere kan være med, så felterne er større,” siger Anders.

Der venter otte løb - og to af dem foregår på Ring Djursland, hvor der skal køres i weekenden 5. og 6. maj og igen 22. og 23. september. Sæsonstarten går 21. og 22. april i Padborg, hvor finalen også køres 13. oktober - og i mellemtiden er der også løb på den berømte Hockenheim i Tyskland og i Norge.

Tom Petersen, der er ejer af banen i Padborg, er manden bag det nye koncept, hvor bilerne er fransk opbygget. I Anders Elkjærs tilfælde ender det med en 2,0 turbo på 305 hestekræfter fra en Renault-motor.

Lastbilen er rullende værksted, køkken og soveværelse. Anders Elkjær får hjælp i sit team af far Jan Arnfelt og Kim Nielsen, der skal hjælpe med at skaffe sponsorer. Foto: Søren Andersen
Lastbilen er rullende værksted, køkken og soveværelse. Anders Elkjær får hjælp i sit team af far Jan Arnfelt og Kim Nielsen, der skal hjælpe med at skaffe sponsorer. Foto: Søren Andersen

I den billige ende

Værkstedet rummer også den lastbil, der i sæsonen både skal gøre det ud for et rullende værksted med et team af lokale mekanikere, der frivilligt stiller sig til rådighed, fordi de synes det er sjovt at hjælpe til - og give mulighed for at sove og lave mad i køkkenet.

“Jeg regner med et budget for sæsonen på cirka 400.000 kroner - og det er faktisk i den billige ende. Jeg satser på at undgå skader på bilen, for det koster,” siger Anders.

Han var solgt, da han fik en prøvetur i en DST-bil på banen i Padborg - og solgte også sig selv ved at køre på så gode tider, at han fik tilbudt en plads.

“Forventningen er top 10 - og måske top 5, hvis det går godt. Nu skal jeg lige vænne mig til forholdene i en ny klasse - og lære af det. Men jeg ved, at jeg har fordel af at have kørt så megen gokart, for det giver rutine til at finde sig til plads i et felt, hvor nogle måske gerne vil gnubbe deres biler mod hinanden. Jeg glæder mig meget til Ring Djursland, fordi det er en fed bane, hvor en rigtig racerbil kommer til sin ret. Banen er kuperet og svær rent teknisk og med sving til både venstre og højre,” siger Anders.

Karrieren blev indledt i gokart - og det komme Anders Elkjær til gode i dag i banesporten. Pressebillede
Karrieren blev indledt i gokart - og det komme Anders Elkjær til gode i dag i banesporten. Pressebillede
Næste spring var til Legend Car-klassen - og nu er Anders klar til det næste. Pressebillede
Næste spring var til Legend Car-klassen - og nu er Anders klar til det næste. Pressebillede
Publiceret: 06. Februar 2018 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Grenaa Bladet