Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Angående telebus-systemet i Grenaa

Birthe Kjeldsen

Havnevej 227

Grenaa

I henhold til Lars Møller (S), Norddjurs Kommunalbestyrelses indlæg i Grenaabladet 10.oktober 2017.

Hvor det glæder mig, Lars Møller, at du åbenhjertigt erkender, at du tog fejl, og at Grenaas telebus-system bør ophøre!

Først og fremmest har den nye busordning med et slag forhindret mine hørehæmmede mostre i at benytte bybussen mellem 9.15 og 15.15, idet de ikke kan bruge en telefon! Og så er der jo min moster med sit dårlige syn!

Ved telebus-bestilling skal man tjekke køreplanens kort for at læse, hvad stoppestedet hedder. Herefter skal man ringe telebus-nummeret op og høre en stemme fortælle, at nu skal man enten trykke 1 for rødt stoppested eller 2 for blåt stoppested (eller var det omvendt?) UPS! Afbryd telefonen, tilbage til kortet og kig nøje på de røde og blå prikker! (nej - jeg har ingen farveblinde mostre!)

VIGTIGT: Det opsamlingstidspunkt, man får udleveret, er ikke det tidspunkt, man bliver samlet op! Nej - det er nemlig FEM minutter FØR! Og er man ikke ved stoppestedet FEM minutter FØR aftalt tid, har bussen lov at køre forbi. Og så kan man ringe igen at få aftalt en ny tid.

Jeg er heldig! Jeg har en cykel, og jeg kan cykle! Skal jeg imidlertid i Kvickly at købe en stor ting, kan jeg ringe efter bussen, blive samlet op og køre med næsten til forretningen. Men når mit ærinde er slut, kan jeg ikke, som ’i gamle dage’, afpasse min shoppetid, og gå over på Havnevej at køre med retur. Nej - jeg skal RINGE fra butikken 35 min. før afhentning og aftale en tid. Husk endelig mobilen! OPLADET!

Det er fint, at telebussen kører fra Trafikterminalen hver halve time, og at vi bare kan stige ind. Men hvorfor gælder det så ikke fra Strandgade v. Havneplads, hvor der er lavet en fin markering langs kantstenen? Fra fortovet ved mit hjem kan jeg se bussen holde dernede og i nogle minutter. Men jeg kan ikke gå derned at stige på - der skal ringes 35 min. FØR og laves en aftale!

Hvis der er dage, jeg efter 9.15 skal til trafikterminalen og videre med en rutebil, og jeg ikke vil have min cykel stående natten over under utrygge forhold, ja, så skal der ringes til telebussen. I den forbindelse kan jeg oplyse, at min telefonregning er pænt stigende! Og prisen for offentlig transport ligger i forvejen ikke i den billige ende!

Hvor var dejligt i sommer at kunne køre med bussen til stranden med børnebørnene! Ovenikøbet gratis! Normalt har jeg hverken penge eller mobil med, men nu var mobilen et MUST - og fuldt opladet. Men hvor var det surt, da vi skulle hjem, at der ikke var mobildækning!

Før telebus-systemet har jeg ofte hjulpet turister, der stod i Strandgade, med at læse bustider ved stoppestedet og også hjulpet dem med at stå på den rigtige side af gaden. Nu kan jeg blot pege på telefonnummeret på skiltet, pege op mod byen og fortælle, at der er ungefær drei kilometer to the church og ha’ en bra tur derop!

Telebus-systemet har medført, at busserne skyder genvej ad villaveje, vendepladser, rastepladser i skoven, og over Lidls parkeringsplads. Jeg har set to telebusser i halen på hinanden køre gennem den smalle Søgade, der i forvejen er hårdt belastet af alt for mange biler, ofte i al for høj hastighed og al for tung trafik! Under kørslen modtager telebuschaufføren opringninger og tjekker sin tidsliste, og sømmet er tit trådt i bund for at holde tiderne. Og nu, da vi er ved ham - chaufføren - så har han (læs=ALLE chaufførerne) virkelig fortjent ros for sit gode humør, sin altid venlige betjening og sin vedvarende tålmodighed overfor passagererne med alle de spørgsmål, vi stiller ham i vores forvirring ved benyttelse af telebus-systemet!

Derfor håber jeg - som Lars Møller - inderligt, at vi grenaaensere må få vores gamle system med faste minuttal tilbage over HELE dagen. Lad os få telebussen ud af Grenaa, for: ”Det sku’ være så godt, og så’ det faktisk skidt! ”

Publiceret: 24. Oktober 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Grenaa

Bøger
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt