Lone Stokholm har sit fotoatelieri i direkte tilknytning til boligen på Bjødstrupvej. Foto: Martin Schultz
Lone Stokholm har sit fotoatelieri i direkte tilknytning til boligen på Bjødstrupvej. Foto: Martin Schultz
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Erhvervsliv: Lykken er en forretning ude i naturen

Lone Stockholm Fotografi flyttede fra Risskov til Bjødstrup med udsigt over Mols Bjerge og Kalø Vig

Læs mere på

  • www.lonestokholmfotografi.dk
  • www.simplyflowers.dk

”Vi savnede ro, rum og landskab og lidt mere udsigt og natur. Og vi havde udset os Syddjurs, for her er så dejligt.”

Det siger fotografen Lone Stokholm, som sammen med sin mand har udskiftet villaen på Nordre Strandvej i Risskov med et nyt hus på en naturgrund i udkanten af Bjødstrup, omgivet af marker og med udsigt til Mols Bjerge og Kalø Vig.

”Vores to børn er voksne nu, 25 og 22 år, så vores bolig passede ikke længere til vores behov. Så er det med at gøre noget, mens man kan. Så fra tanken kom til os, gik det hurtigt,” fortæller Lone Stokholm, 53 år, udannet fotograf og med egen virksomhed, Risskov Fotografi, på hjemadressen gennem 18 år.

Lone Stokholm og hendes ægtefælle, som er uddannet reklamefotograf og underviser på Medieskolerne i Viborg, gjorde alvor af tankerne om at flytte ud af byen. Inden for et år var boligen i Risskov solgt og et ældre hus på en ret tilgroet grund på Bjødstrupvej købt.

”Men vi kunne se mulighederne gennem buskadserne. Det var en dejlig plet. Vi besluttede med vores rådgivere at rive den eksisterende bolig ned og byggede et nyt hus, som vi selv tegnede sammen med byggefirmaet. Her er der også plads til min virksomhed, som jeg nu kalder Lone Stokholm Fotografi,” fortæller Lone Stokholm, som flyttede ind i familiens nye hus i februar 2016.

Kopper i Simply Flowers serien
Kopper i Simply Flowers serien

Kunderne følger med

Efter et år i de nye omgivelser har Lone Stokholm ikke fortrudt beslutningen og er meget begejstret for at være flyttet til Bjødstrup.

”Naturen vejer tungt. Vi har adgang til Mols Bjerge, skovene og vandet, og vi kan li' at gå ture. Samtidig er vi stadig tæt på byen, og Rønde har et fint handelsliv,” siger Lone Stokholm, som har det fint i landsbyfællesskabet og har mødt mange nye mennesker i Bjødstrup. Nye kunder er kommet forbi og har set hendes skilt ved vejen.

Samtidig tager mange kunder fra Aarhus turen til Mols.

”Kunderne er fulgt med. De 20-25 minutter herud betyder ikke noget. Det handler mere om, at de kan lide mine billeder og min billedstil,” siger Lone Stokholm, som arbejder meget med portrætfotografering i sit atelier og har både private og erhvervsvirksomheder blandt sine kunder.

”Det er både babyer, børn, teenagere og voksne samt familier, jeg fotograferer.”

Hun ser frem til en travl tid med konfirmationer, nyudsprungne studenter og bryllupper. Og pasbilleder, når rejsepasset skal fornyes inden sommerferien.

”Jeg tager også ud til begivenheder, virksomheder eller portrætfotografering på bestemte lokaliteter,” siger Lone Stokholm, som derfor opfordrer kunderne til at aftale tid for en fotografering.

Simply Flowers

Lone Stokholm er meget naturinteresseret og det har givet hendes forretning en ganske særlig drejning.

”Jeg finder på vores ture blomster og blomsterknopper, som jeg tager med hjem på atelieret og fotograferer. Det har jeg fået overført til porcelænskopper, således at de kan vendes til en side med enten knop eller blomst. De findes i en kaffe- og en tekopstørrelse, og de er forsynet med et bambuslåg, så de også kan bruges til opbevaring,” fortæller Lone Stokholm.

I en dansk designkonkurrence vandt designet Simply Flowers en 2. plads og det gav Lone Stokholm lyst til mere.

”Jeg satte kopperne i produktion og har i dag 12 motiver på den lille kop og syv motiver på den store kop. Samtidig har jeg udvidet kollektionen med viskestykker, silketørklæder, postkort og plakater.”

Alt sammen som funktionelt nordisk design med de karakteristiske blomster som motiv under navnet Simply Flowers, som Lone Stokholm nu markedsfører og sælger i forretninger over hele landet. I Rønde forhandles Simply Flowers i Boutique Glad.

”I dag deler jeg min tid mellem min fotografering og driften af Simply Flowers,” siger Lone Stokholm.

Efter et år i Bjødstrup er der stor tilfredshed med tingenes tilstand.

”Det passer rigtig godt sammen. Jeg er meget mere frit stillet. Og der er ikke den samme stress herude som i byen. Jeg har fundet den ro jeg kom efter,” siger Lone Stokholm

Publiceret: 09. Juni 2017 10:16

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Grenaa

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!