Café Grenaa har hjemme i det tidligere missionshus i Grenaa.
Café Grenaa har hjemme i det tidligere missionshus i Grenaa.
Pressebillede
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Første år fejres på café

Café Grenaa markerer, at det første år er gået og holder åbent hus med kaffe og kage

Af Søren Andersen

GRENAA: Det første år er gået for Café Grenaa i det tidligere missionshus i Grenaa - og det fejres mandag 15. janiar fra klokken 14-16 med et åbent hus-arrangement og kaffe med kage.

Café Grenaa er en alkohol- og stoffri social café. Caféen drives af landsorganisationen KFUM's Sociale Arbejde og støttes af Norddjurs Kommune, provstiet, lokale virksomheder og fonde.

Ideen er at inddrage caféens gæster i et fællesskab gennem aktiviteter og tilbud med omsorg, støtte og samtaler over en kop kaffe. I caféen er der plads til alle, der har plads til andre.

Den daglige drift af caféen styres udover den daglige leder Kenneth Flammild af en stor gruppe frivillige med vidt forskellig baggrund, som alle bidrager til et positivt og trygt miljø.

I Café Grenaa kan man købe hjemmelavet mad og deltage i socialt samvær og forskellige aktiviteter og udflugter med fokus på sundhed og motion.

KFUM's Sociale Arbejde tilbyder også gratis gældsrådgivning, juridisk rådgivning og konfliktmægling - typisk af bankfolk, jurister, socialrådgivere og uddannede konfliktmæglere, som arbejder frivilligt i fritiden.

KFUM's Sociale Arbejde driver i forvejen knap 30 sociale caféer og væresteder samt cirka 60 andre slags institutioner og projekter landet over. Organisationens 800 ansatte og 2000 frivillige har dermed stor ekspertise og erfaring i at støtte mennesker i udsatte livssituationer.

Publiceret: 09. Januar 2018 08:39

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Grenaa Bladet

Bøger