Sylvia Kroer fejrer 30 års jubilæum 14. januar, og hun opfordrer sine venner og kunder, der vil give hende gaver, til i stedet at sende donationer til Scleroseforeningen. Foto: Janni K. Nielsen
Sylvia Kroer fejrer 30 års jubilæum 14. januar, og hun opfordrer sine venner og kunder, der vil give hende gaver, til i stedet at sende donationer til Scleroseforeningen. Foto: Janni K. Nielsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Frisør i Bjødstrup: Fejrer jubilæum og hjælper Scleroseforeningen

Sylvia's Salon fejrer snart 30 års jubilæum i Bjødstrup, men frisøren ønsker hverken blomster, chokolade eller vin i forbindelse med jubilæet - blot donationer til Scleroseforeningen

Af Janni K. Nielsen

Da Sylvia Kroer for 5 år siden fejrede 25 års jubilæum, fik hun overvældende opmærksomhed.

"Jeg fik fantastisk mange flotte hilsener, vin, chokolade og blomster, og jeg blev meget rørt. Nu er det mit 30 års jubilæum, og det er altså også noget at fejre. Men jeg gør det jo ikke for at få blomster og gaver, for jeg mangler ingenting,” siger Sylvia Kroer. Derfor fik hun idéen til at ønske sig donationer til Scleroseforeningen, en forening hun selv har haft tæt inde på livet, da hendes nu afdøde mand, Niels Kroer, blev ramt af sygdommen i 1987 blot tre år efter, at parret var blevet gift.

“Scleroseforeningen støttede os rigtig meget dengang med gratis rådgivning, psykologhjælp, ophold på hospital i Ry, og jeg kunne blive ved. De var der altid for os, og nu vil jeg gerne give noget tilbage,” fortæller Sylvia Kroer.

Parret levede med sygdommen i 18 år, de første ni boede de sammen og fik hjælp fra hjemmeplejen, og de sidste ni måtte hendes mand tilbringe på plejehjem i Rønde, Han blev kun 49 år gammel.

Det er derfor Sylvia Kroers ønske, at Scleroseforeningen fremover kan hjælpe andre familier på samme måde, hvis de rammes af sygdommen, men hun ønsker også at støtte forskningen.

“Der brug for mere forskning. Man ved ganske lidt om, hvorfor man får sclerose, hvordan man kan forebygge det, og hvordan man behandler det,” forklarer Sylvia Kroer.

Vil fortsætte i salonen

For syv år siden fyldte Sylvia Kroer 60 år og begyndte ligeså stille at gå ned i tid. I dag arbejder hun tre dage om ugen, men hun har ingen planer om at lukke salonen i Bjødstrup.

“Jeg fortsætter, så længe kunderne gør. Jeg kan godt lide at arbejde, og jeg har det faktisk bedst med et par sakse i hånden,” griner Sylvia Kroer. For hende er mange af kunderne blevet venner gennem årene, og hun regner med, at mange af kunderne vil forstå hendes ønske om donationer til Scleroseforeningen i forbindelse med jubilæet.

“Mange af mine kunder har jo fulgt med i sygdomsforløbet gennem årene, så jeg tror, at de forstår det. Jeg har også haft en bøsse stående i salonen siden december, og flere har allerede puttet lidt i."

Selvom sygdommen var hård, og hun mistede sin mand alt for tidligt, så har Sylvia Kroer formået af bevare sit meget positive sind.

“Når man har været igennem modgang, så får man noget erfaring med i rygsækken. Det gør, at man også ved, at man skal fejre de positive ting i livet og ikke dvæle ved det triste,” siger Sylvia Kroer, som derfor glæder sig til at fejre sit 30 års jubilæum 14. januar.

Publiceret: 10. Januar 2017 19:50

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Grenaa

Fik du læst
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!