Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Hver fjerde er til sex på første date

Tre gange så mange mænd som kvinder vil gerne have sex på første date. Eksperter er uenige om, hvorvidt man skal holde igen

Det vil vi gerne gøre på første date med én, vi ikke kender så godt

57% vil gerne mødes til en kop kaffe eller lignende på en café, hvor man hurtigt kan bryde op, hvis det ikke lige er sagen. 
44% vil gerne gå en tur, hvor man får snakket, og hvor man ikke er omringet af andre mennesker. 
30% vil gerne spise en middag, hvor man kan snakke og lære hinanden at kende. 
21% vil gerne mødes på en bar, hvor det ikke er så formelt. 15% vil gerne lave noget sjovt og anderledes – flødebollekursus, bungeejumping eller lignende, hvor man får en fælles oplevelse, som man kan grine af bagefter. 
8% vil gerne en tur i biografen, så man ikke er tvunget til at snakke sammen hele tiden. 


Kilde: YouGov, svar fra 902 danskere, der er single eller har været i et forhold i mindre end seks år

Der er stor kønsforskel på danskernes lyst til sex på første date, hvis kemien er til det. Det viser en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Søndagsavisen.

Mens 15 procent af kvinderne svarer ja, er 42 procent af mændene positivt stemt over for, at daten skal slutte med en tur på lagnerne.

Datingekspert Thomas Markersen forstår godt, at tanken om sex kan virke lokkende, men mener, at man skal passe på med at dele for hurtigt ud af godterne.

“Jo sværere noget har været at opnå, desto mere værdifuldt opleves det. Jo længere tid det har taget at få en eksamen, desto mere værdifuld bliver den,” forklarer han.

Lad dig bare nedlægge

Selvom forventningen om, at kvinden skal beholde kyskhedsbæltet på, for længst er lagt i graven, er der stadig nogle roller i kurtiseringen, som sidder fast, påpeger sexolog Jakob Olrik.

Det er nemlig fortsat kvinden, der står for nejet, og manden der står for jaet, og derfor skal manden ikke sidde på sine hænder, hvis han er interesseret i sin date.

“Som en anden skyttegravskriger skal han prøve at finde hendes grænse. Det skal ikke være store svulstige ord, men at han lige snitter hånden og mærker, om hun trækker den til sig eller lader den ligge. Hvis han intet seksuelt viser, vil hun gå derfra og tænke, at han ikke var interesseret,” forklarer han.

Selvom der for manden ligger et spændingsmoment i at forvandle et nej til et ja, er det ikke ensbetydende med, at kvinden ikke skal give efter for sine lyster og lade sig nedlægge på første date.

“Man skal jo huske, at det, at man har sex på første date, ikke betyder, at man ikke kan blive kærester. Og omvendt er der ikke garanti for, at man bliver kærester, hvis man ikke har,” forklarer Jakob Olrik.

Drop stigmatiseringen

Selvom andelen af mænd, der er villige til sex på første date, er tre gange så stor som andelen af kvinder, skal man droppe det kønsstereotype billede af, at kvindens blotte tilstedeværelse er rigeligt, og at hun kan vælge til og fra, som hun lyster, mens mænd er nogle liderlige rovdyr, understreger Jakob Olrik:

“Sådan er de fleste mænd langtfra. Det er faktisk et meget ømtåleligt tabu, at mænd er lige så komplicerede i deres sex- og følelsesliv, og derfor skal kvinder heller ikke se det som en falliterklæring, hvis manden ikke lægger op til sex på første date, selvom de fornemmer, at kemien er til det.”

Publiceret: 28. Oktober 2017 11:30
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Grenaa

Fik du læst
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt