Helene Bendorff Kristensen, rektor på Grenaa Gymnasium og Morten Martinussen, formand for Djurslands Rideklub i rideklubbens hal, hvor ryttere på Danish Horse College er i gang med dagens ridelektion. Begge glæder sig til samarbejdet, der styrker tilbuddet på Danish Horse College.
Helene Bendorff Kristensen, rektor på Grenaa Gymnasium og Morten Martinussen, formand for Djurslands Rideklub i rideklubbens hal, hvor ryttere på Danish Horse College er i gang med dagens ridelektion. Begge glæder sig til samarbejdet, der styrker tilbuddet på Danish Horse College.
Foto: Gert Præst
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

I Grenaa kan man blive Stud. Hyp.

Danish Horse College tilbyder som det eneste i landet alle gymnasiale ungdomsuddannelser til unge ryttere

Af Søren Andersen

GRENAA: Som det eneste rytter-college i landet tilbyder Danish Horse College i Grenaa nu unge ryttere muligheden for at kombinere ambitiøs ridning med alle gymnasiale ungdomsuddannelser. Hidtil har samarbejdet kun omfattet Viden Djurs-uddannelserne, men efter sommerefrien kommer Grenaa Gymnasium også med, og så får rytterne nu også mulighed for at gå på STX, HF og IB, der er en international, gymnasial uddannelse.

Ridelektioner i undervisningstiden

“Vi har styrket vores tilbud til de unge ryttere for at blive mere konkurrencedygtige. Vi tror på, at de unikke muligheder, vi nu præsenterer, vil trække flere unge til Danish Horse College”, fortæller Morten Martinussen, der er formand for Djurslands Rideklub, som Danish Horse College er en del af.

Hidtil har de unge på Danish Horse College udelukkende kunnet kombinere deres ridning med uddannelserne HTX, HHX og EUX på Viden Djurs. Samarbejdet med Grenaa Gymnasium indebærer, at gymnasiet giver de unge ryttere fleksible rammer, så der også bliver plads til ridelektioner i den normale undervisningstid.

“Vi synes, at det er et godt initiativ at skabe et unikt tilbud her i Grenaa. Det bakker vi gerne op om - også for at støtte udviklingen på Djursland”, fortæller Helene Bendorff Kristensen, der er rektor på Grenaa Gymnasium.

Grenaa Gymnasium bliver også de unge rytteres hjem. Rytterne på Danish Horse College kommer fra hele landet, og fremover skal de bo samlet i gymnasiets kostafdeling, mens deres heste får staldplads i Djurslands Rideklub.

Det udvidede tilbud på Danish Horse College træder i kraft fra skolestart efter sommerferien.

Danish Horse College giver de unge en helt enestående mulighed for at kombinere ambitiøs ridning med en ungdomsuddannelse. Når den unge med hest flytter på college, får de masser af tid sammen. Tre gange om ugen er der som nævnt rideundervisning - den ene gang er en enetime varetaget af berider Klaus Meldgaard Jensen. Desuden deltager man i stævner og er selv arrangør af stævner.

Når man begynder på Danish Horse College, flytter du ind på enten Grenaa Gymnasiums kostafdeling eller Campus Djursland på Østerbrogade i Grenaa. Begge steder lægger stor vægt på det sociale liv, så man har et godt miljø at færdes i, og der holdes sociale arrangementer året rundt for eleverne.

Publiceret: 02. Januar 2018 09:16

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Grenaa Bladet