Meny i Rønde er Arne og René Povlsens fælles værk, men idag er det René (th), som er købmanden og som på egen hånd styrer udviklingen. Foto: Martin Schultz
Meny i Rønde er Arne og René Povlsens fælles værk, men idag er det René (th), som er købmanden og som på egen hånd styrer udviklingen. Foto: Martin Schultz
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Jubilæum i Rønde: En købmand i kontakt med sine kunder

Efter et veloverstået generationsskifte kan købmand René Povlsen fra Meny fejre sit 5 års jubilæum. Butikken fylder samtidig 30 år

 Det er to klassiske og stolte købmænd, som i disse dage kan se tilbage på, at deres fælles værk jubilerer på hver sin måde.

Det var nemlig 1. maj for 30 år siden, at Arne og Ella Povlsen overtog den daværende Spar forretning midt i Rønde efter Svend Andersen. Og samme dag var det fem år siden, at Arne og Ellas søn René overtog forretningen, som nu var blevet en SuperBest, og familiens generationsskifte dermed var blevet fuldt gennemført til stor glæde for kunder fra nær og fjern.

For der står et godt ry om Meny i Rønde, som forretningen på Kaløtorvet siden kom til at hedde. Det er en butik, hvor kvalitet, service og et stort udvalg sættes i højsædet, og så er det gode gamle købmandsdyder, som driver værket.

“Vi er næsten altid i butikken og vil have den personlige kontakt med vores kunder,” siger René Povlsen, som er 38 år og næsten var født til at gå sine forældres fodspor. Han startede som stor dreng med at få lov til at fylde Hellesens batterier, og som 8-årig blev han opgraderet til at måtte male kaffe for kunderne.

“Der var ingen tvivl om, hvad jeg skulle være. Jeg blev udlært i Føtex i Egå, og da jeg kom tilbage fra Livgarden i 1999, blev der gjort klar til at jeg skulle overtage,” siger René Povlsen, hvis søn Malthe på 8 år sikkert snart kan ses i butikken, så måske står en ny generation klar til at drive forretning i Rønde.

Købte op i nabolaget

Arne og Ella Povlsen kom til Rønde i 1987 efter 10 år i Favør i Århus og efter halvandet år som butikschef i Løgten. De overtog Spar, som blev til Favør, inden det blev Superbest i 1999. Idag hedder det Meny, men trods de forskellige kædetilhør, har butikken altid været en selvstændig forretning og er blevet drevet helt i familien Povlsens ånd.

Arne og Ella Povlsen byggede ud og renoverede i flere etaper, og samtidig var Arne Povlsen forudseende og købte op i nabolaget, så de nødvendige udvidelser blev mulige.

I 2009 skete den helt store ombygning, hvor der blev lagt 800 kvm til butikken. Generationsskiftet var startet i 2007 og fem år senere havde René Povlsen overtaget hele forretningen.

Fra jord til bord

“Jeg kørte forretningen videre i den samme ånd,” siger René Povlsen, men alligevel begyndte han at sætte sit præg på udviklingen.

Arne Povlsen havde været tidligt ude med økologi, og René udviklede videre med det brede udvalg med økologiske varer, helsekost og allergivenlige varer.

“Jeg er også optaget af jord til bord-tanken og vil gerne medvirke til at fremme lokal produktion,” siger René Povlsen, der som lokal købmand befandt sig godt blandt ildsjælene i Molbordet.

“Her var der en drivkraft og en fælles vision, som jeg ville investere tid og energi i,” siger René Povlsen, som har været formand for Molbordet i en årrække, og som er stolt af at kunne levere kød fra skovkvæg og lam, som er naturplejere i Mols Bjerge.

Samtidig beskæftiger René Povlsen i dag 45 fuldtidsansatte og lige så mange løsarbejdere, og samtidig sker der løbende en udvikling i det 1500 kvm store forretning med eget bageri, slagterafdeling, delikatesse og stor vinafdeling.

“Før havde vi åbent 56 timer om ugen - i dag har vi åbent 88 timer om ugen.” siger René Povlsen, som er klar til at møde tidens udfordringer.

“Hvis man vil det, så kan man det. Den dag jeg ikke udvikler mig, er jeg ikke købmand længere.”

Publiceret: 11. Maj 2017 20:51
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Grenaa

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!