Kommunalvalg 2017
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kommentar: Når girafferne kommer på besøg

Af Lars Norman Thomsen, redaktør

"Ministre og partiformænd på Christiansborg er vendt tilbage efter veloverstået sommerferie, solbrændte og tanket med ny energi og brede smil.

Mange af dem benytter sensommeren til at komme rundt i landet for at vise interesse for, hvordan livet leves langt væk fra Borgen.

Der bliver ikke sparet på virkemidlerne. Socialdemokratiets Mette Frederiksen kom således til Djursland - både Norddjurs og Syddjurs - i en bus, der var længere end Langeland og med påskriften “Den bedste danske opfindelse er Danmark” på den ene side af bussen, og “Mød Mette” på den anden.

Travle Mette Frederiksen var afslappet og smilende, da hun trådte ud af bussen i Knebelbro fulgt af sit følge. Kække bemærkninger og krammere og en kort orientering om projektet 'Mols i udvikling' blev det til.

Efter tre kvarter kørte 'giraffen' videre mod Norddjursland og Bønnerup, hvor nye partifæller tog imod.

Mette Frederiksen er langt fra den eneste ping fra Christiansborg, der runder Djursland i disse tider.

Et kommunalvalg står for døren, og alle Folketingets partier er til eksamen. Mette Frederiksen forklarede oprigtigt til Lokalavisen, at et kommunalvalg kan sidestilles med et folketingsvalg, fordi det er ude i kommunerne, at børn, skoler og ældre fylder på den politiske dagsorden. Hun glemte bare en ting i ligningen, og det er selvfølgelig, at hun som partiformand selv er til den største eksamen i forbindelse med kommunalvalget.

Det er derfor hun og andre politiske honoratiores kommer på besøg, så vælgerne herude kan se girafferne og måske fodre dem lidt.

Ikke et ondt ord om det, men når Kristian Jensen tager en rundtur i Grenaas gader med Venstre borgmesterkandidat i Norddjurs, er formålet selvfølgelig primært markedsføring.

De travle giraffer skal hurtigt videre til andre byer, hvor andre lokale skal have et besøg i håb om, at det kan brande den lokale borgmesterkandidat yderligere, fordi der kommer et billede i avisen fra besøget.

Et godt borgmestervalg sikrer nemlig også, at Mette, Kristian og co. sidder mere sikkert i deres stole."

Publiceret: 23. August 2017 22:46

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Grenaa

Fik du læst
ANNONCER
Se flere