Kommunalvalg 2017
Lars Østergaard, nuværende udvalgsformand for Børne- og Ungdomsudvalget. Foto: Lars Norman Thomsen
Lars Østergaard, nuværende udvalgsformand for Børne- og Ungdomsudvalget. Foto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Norddjurs: Toubroskolen kan kun overleve, hvis Mølleskolen bliver lukket

Af Lars Østergaard (V), Norddjurs Kommunalbestyrelse - Formand Børn- og Ungdomsudvalget:

“I den østlige del af Norddjurs er der fire skoler fordelt på fem skolebygninger, idet Kattegatskolen er opdelt i en fødeskole på én matrikel og en overbygning på en anden.

Det er kun på Vestre skole, at eleverne går fra 0. – 9. klasse.

• Der går 657 elever på Vestre Skole. Der startede 65 elever i 0. klasse i august.

• Der går 659 elever på Kattegatskolen. Der startede 47 elever i 0. klasse i august.

• Der går 172 elever på Mølleskolen. Der startede 14 elever i 0. klasse i august.

• Der går 68 elever på Toubroskolen. Der startede 16 elever i 0. klasse i august.

Den tidligere kommunalbestyrelse besluttede den nuværende struktur, hvor Skolebakken, Mølleskolen og Toubroskolen er fødeskoler til Kattegatskolen Åboulevarden. Desværre er der alt for mange forældre, der fravælger distriktsskolerne, og det har givet disse skoler ekstra udfordringer.

Kommunalbestyrelsen bør finde en løsning, hvor fravalget af distriktsskolerne bliver stoppet.

Mange politikere havde håbet på, at fælles ledelse og fødeskoler var løsningen på problemet, men vi ved nu, at det forholder sig anderledes.

Flere politikere skjuler de store problemer vedrørende skolerne i den østlige del af Norddjurs, og i stedet sætter de fokus på, om vi kan bevare Toubroskolen gennem en handlingsplan, som kun få forstår – og sikkert endnu færre tror på.

Min påstand er, at Toubroskolen kun kan overleve, hvis Mølleskolen bliver lukket.

Jeg har vanskeligt ved at se, at en kommende kommunalbestyrelse vil tage den beslutning.

Mest sandsynligt er det, at historien derfor vil gentage sig, og Toubroskolen vil som Voldby Skole inden for de næste fire år komme til at lukke sig selv på grund af for få børn.

I stedet for denne ydmygelse af Toubroskolen vil jeg hellere tage beslutningen nu, hvorefter den kommende kommunalbestyrelse straks bør gå i gang med at få stoppet fravalget af distriktsskolerne.”

Publiceret: 29. September 2017 23:23

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Grenaa

Fik du læst
ANNONCER
Se flere