Kommunalvalg 2017
Kirstine Bille (SF) Foto: William Vest-Lillesø
Kirstine Bille (SF) Foto: William Vest-Lillesø
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

KV17 - debat Syddjurs: Hvad mener SF Syddjurs, når vi siger, at vi vil konsolidere vores landdistrikter?

Af Kirstine Bille, Syddjurs Byråd, spidskandidat for SF ved det kommende kommunalvalg:

"I sin leder i sidste uge udgave af Adresseavisen beder Lars Norman Thomsen SF om at skære det ud i pap, hvad vi mener, når vi siger, at vi vil bruge den kommende byrådsperiode på at konsolidere vores landdistrikter. Det gør vi selvfølgelig gerne:

Læs også: Kommentar: Valgkamp - hvem kerer sig om de små oaser?

KV17 - debat Syddjurs: Alternativet kerer sig om de små oaser i Syddjurs

Indledningsvis vil vi tage udgangspunkt i, at hele kommunen er en landkommune med mange lokalsamfund, og at vores forslag derfor gerne skulle komme alle borgere og gæster til gavn. Vi vil altså gerne styrke alle vores by- og lokalsamfund.

Det gode liv på landet og det lokalt-lokale, som redaktøren kalder det, betyder ikke, at der skal være et kulturhus og en sportshal i enhver by med over 200 indbyggere. Men det betyder, at vi sammen arbejder for, at lokale ildsjæle, kommunale medarbejdere, politikere og erhvervsliv bruger kræfterne til det fælles bedste. Så stor ros til de mange borgerdrevne initiativer rundt om i kommunen. Vi skal som kommune bakke mest muligt op om disse ildsjæle, der knokler for deres lokalområde - og i hvert fald ikke lægge hindringer i vejen for deres arbejde.

Udtalelsen om at konsolidere kom i forbindelse med et spørgsmål om skolestrukturen i Syddjurs Kommune. Underforstået: skal der lægges kommunale skoler sammen eller helt ned i fremtiden?

Så lad os tage den først: NEJ, det mener vi ikke, der skal! Vi har brug for skolerne som lokale dynamoer. Skolerne skal tværtimod have sikker grund under fødderne. For eksempel må en mindre skoles budget ikke kunne undermineres af, at der tilfældigvis bliver født et meget handicappet barn i skoledistriktet. Vi vil nøje følge effekterne af den vedtagne tildelingsmodel og sørge for, at ingen skoler udsultes. Stærke skoler med høj kvalitet skal gerne være med til at danne ramme for det lokale fællesskab og kulturliv.

Vi vil også arbejde for, at kommunen beholder sit fintmaskede net af pasningsmuligheder for førskolebørn. Med valgmuligheder for forældrene mellem dagplejer og vuggestuer. Og børnehaver med en god normering, der kan være klar med en tidlig indsats til udsatte børn.

Vi vil også sikre mulighederne for det gode liv på landet for alle aldersgrupper. Det betyder bl.a. gode muligheder for at blive boende i eget hjem længst muligt og gode ældreboliger. Det betyder også relevante ungdomsskole- og klubtilbud i alle lokalområder.

Helt essentielt for et godt liv på landet er en velfungerende infrastruktur. Både virksomheder og borgere er afhængige af god og fleksibel kollektiv transport samt veje og cykelstier. Derfor vil vi kæmpe for en opprioritering af kollektiv transport  – også i kombination med letbanen, der jo åbner næste år. Vi vil arbejde for udbygning af det enkle og fleksible flextursystem. Private biler er ikke til at komme uden om, når man bor og arbejder på landet, men vi vil gerne medvirke til at udbrede delebilordninger, så flere familier kan undgå at have to biler!

Grøn omstilling og energirenoveringer giver grønne arbejdspladser. Og hvor der er arbejdspladser, bor der mennesker. Det giver konsolidering af små truede købmænd og brugsforeninger.

Vigtigt for den fælles identitet og lyst til at arbejde for et landsbysamfund er også muligheder for at samles og have aktiviteter i fællesskab. SF vil fortsat støtte kommunens samarbejder med distriktsråd, landsbyklynger og lokale foreninger. Samlede kræfter og kroner giver mere end dobbelt effekt.

I SF-Syddjurs glæder vi os til at uddybe vores holdninger til livet på landet i løbet af efteråret."

Publiceret: 10. August 2017 06:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Grenaa

Fik du læst
ANNONCER
Se flere