Lisbeth Bach (tv) og Nikoline Christensen (th) besøgte et økologisk landbrug i Indien, hvor de plantede træer. Privatfoto
Lisbeth Bach (tv) og Nikoline Christensen (th) besøgte et økologisk landbrug i Indien, hvor de plantede træer. Privatfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mellemfolkelig forståelse: Elever fra Rønde på besøg i Indien

Klassen 2.X på Rønde Gymnasium har været på en eksotisk studietur til Indien, hvor de har lært en masse om kulturen og fået nye venner, men de har også fået sat deres eget liv lidt i perspekti

Af Janni K. Nielsen

De er netop hjemvendt til Danmark efter 10 dage i Det fjerne Østen, og på den tur har eleverne fra 2.X både fulgt en skoleklasse, deltaget i undervisningen, kørt i bus rundt i området og været på besøg hjemme hos de indiske gymnasieelever.

“Det er næsten som at rejse tilbage i tiden,” siger Nikoline Christensen på 18 år om turen. Sammen med klassekammaraterne Christoffer Ebbesen, Andreas Bilstrup, Lisbeth Bach og resten af klassen har hun tilbragt 10 dage i en hel anden verden på Danish Mission Higher Secondary School i Tiruvannamalai i det sydøstlige Indien, hvor mange ting er helt anderledes, end de er hjemme i Danmark.

Andreas Bilstrup til fællestime med den indiske klasse, hvor eleverne evaluerer besøget. Privatfoto
Andreas Bilstrup til fællestime med den indiske klasse, hvor eleverne evaluerer besøget. Privatfoto

Nede på jorden

En af de ting, der har overrasket 18-årige Nikoline Christensen, er de fysiske rammer, gymnasieeleverne har i Indien.

“De sidder på jorden, når de har undervisning, og så har de et rum med fire computere, som de alle sammen må deles om - og det er det,” fortæller Nikoline Christensen.

Det er første gang, at Rønde Gymnasium sender en klasse på tur til Indien. Her boede eleverne på et hotel over for et dialogcenter, drevet af Danmisson og tæt på den kristne skole, hvor de indiske elever er jævnaldrende med eleverne fra Rønde.

Forskellige religioner

Selvom skolen er en kristen skole, har eleverne på skolen flere forskellige religioner, og det var tydeligt for de danske besøgende.

“Ham jeg besøgte var hindu, og der var meget religiøs og farverig udsmykning over det hele. Jeg tror ikke engang, at vi har et kors derhjemme,” griner 18-årige Andreas Bilstrup.

Christoffer Ebbesen, 18, besøgte en af de kristne i Indien, som på sin vis viste sig at have et forhold til religionen, som de fleste danskere også har.

“Han kom fra en protestantisk familie, men han var ikke selv religiøs. Han fortalte, at hans forældre havde det svært med det. Ikke fordi, de gerne ville have, at han skulle tro på den kristne gud, men fordi de gerne ville have, at han bare skulle tro på et eller andet. På den måde betyder religion som en generel ting meget for dem,” forklarer Christoffer Ebbesen.

Klogere på kulturen

2.X er en naturvidenskabelig klasse, og det var klassen, de besøgte i Indien også. Naturfagslærer Thomas Lytje og engelsklærer Peter Westergaard var med gymnasieklassen i Indien, hvor eleverne både skulle lære om naturvidenskab i det fremmede land og lære den indiske kultur nærmere at kende. Inden turen gik til Indien havde klassen fra Rønde haft et længere forløb om den tidligere britiske koloni i engelsktimerne.

“Jeg håber, at de har fået noget fagligt ud af besøget i Indien. Vi har haft et forløb om Indien som koloni, hvor vi også har snakket en masse om historien og kulturen, men nu har de set det selv, og det, tror jeg, giver dem en masse,” siger Peter Westergaard.

Christoffer Ebbesen var generelt ikke imponeret over engelskkundskaberne i Indien, men han fik alligevel noget ud af undervisningen.

“Undervisningen bar præg af et dårligt engelsk, men når de talte om Indien, så talte de meget bedre. De havde en god geografilærer, som fortalte om landet, og her lærte vi meget også om kulturen.”

Perspektiv på Danmark

Der er ikke nogen tvivl om, at rejsen til der, hvor peberet gror, har været en oplevelse for de danske elever. At være på besøg hjemme hos de indiske elever har også gjort indtryk på skoleklassen fra Rønde.

“De havde en meget sparsommelig indretning i små huse, hvor det hele var i et rum. Jeg kom til at tænke over, hvordan vi nogle gange kan klage over det, vi har herhjemme. For eksempel at man har et lille værelse. De har slet ikke nogen. De er sammen hele tiden og har ikke noget privatliv,” siger Nikoline Christensen.

Det mere primitive liv med hele familien samlet på få kvadratmeter har sat perspektiv på, hvordan livet leves i Danmark, for eleverne på Rønde Gymnasium, der måske er blevet lidt mere taknemmelige over deres tilværelse efter at være vendt hjem igen.

“Jeg synes, at det har været spændende men også godt for os at opleve et land, hvor menneskene ikke har så meget at gøre med. Vi burde være mere glade for det, vi har,” siger Lisbeth Bach.

Flere af eleverne i 2.X er blevet venner med de indiske elever på de sociale medier og vil holde kontakten med dem herigennem. I skolen skal de nu færdiggøre deres arbejde med temaet om Indien i engelsktimerne.

Publiceret: 10. Marts 2017 09:16

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Grenaa

Fik du læst
ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!