Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mindeord: Jytte - skovens dronning er faldet

Lokalavisen har fra Maibrit Andersen og Erik Ralund modtaget:

“Jytte Johanne Andersen sov stille ind onsdag 4. oktober 2017.

Efter mange års liv i skovene omkring Langesø, levede hun sig ind i hver en krog, stammerne og svajende grene.

Langt inde under den sarte hud, var hun skovens sanselige kanal.

Indtryk blev til ord. Ordene blev til lyrik og ramte en puls, en fornemmelse for naturens ret, og behov for respekt og beskyttelse.

Hun drog paralleller til os mennesker og vores indbyrdes ageren.

Tro var hun i sit menneskesyn, og naturen var en gave der kunne lede en gennem livets krogede stier og omveje.

Jytte var meget opmærksom på jordens ressourcer og menneskets dårlige forvaltning af dem, og støttede i mange år forskellige miljøorganisationer.

For sin fornøjelse skyld spadserede hun ud og hjem af grusvejen for at handle hos den lokale købmand. Nogle gange flere gange om dagen. Hun noterede sig, hvor langt hun var på ”Caminoen”.

Her mødte hun mennesker, som gav liv til hendes digte, når hun med sit altid vågne øje for menneskets mange personligheder og væremåder.

Hun kunne være knivskarp, men med humor, fik hun mennesker til at tænke nærmere over de væsentligste ting i livet.

Langt inde i skoven ud af Søvej boede Jytte.

Opvokset under simple kår. Faren tjente som skovarbejder i plantagen.

Faren selv satte også ord sammen til digte.

Mange af Jyttes digte kom med i Ebeltoft Analogien.

Søster Gunhild leverede udover digte også prosatekster til samlingen.

Jytte lavede også tekster til den lokale revy i en periode.

Lokalbefolkningen gik ikke ram forbi, med Jyttes kærlige humor.

Også den globale situation blev vendt og drejet.

Teksterne kunne sætte vores tanker i sving. ligesom hun selv var hovedperson i enkelte sangtekster, hvor hendes idealisme blev udfordret.

To af Jyttes digte:

Ved en skovsø

Jeg så engang en måne gennem birke,

Der klipped' den i gylden mosaik.

Og det var i en skov et sted på Djursland,

hvor lune nattevinde kom og gik-

--Hvor søen lå med klingerblå emalje,

Der fanged' månens muntre glitterspil

Blandt brune bakkers istidsformationer,

Og slugter, skabt før mennesker kom til.

Der sejler stadig svaner over søen,

som stadig kruses af den samme vind.

Den skærer sine dybder, hvor på bunden

den gemmer tusind somrers måneskin-

Og har du een gang set en måne gennem birke,

der klipped den i gylden mosaik,

da søger ikke sindet imod palmer,

men trives ved den skovidyl, det fik

Børn af teknikken

Vi kravler som myrer på jorden

Og kredser konstant om os selv.

Men over os blåner en himmel,

Et stort og ufatteligt hvælv.

Vi småbitte fnug på en klode,

Der lever i selvbedrag

Og tror den er større og bedre

End andre kloder i dag-

Vi selvkloge børn af teknikken,

Vi menneskemyrer, der tror,

At prægtigst i verden er tuen,

Det samfund, vi skabte på jord.

Og der er den forskel på myrer

I staternes maskineri,

At nogle af dem er slaver,

Og resten tror de er fri.

Men myrerne jager og stræber,

Og aldrig mod himlen de ser,

Der sidder en Gud deroppe-

Men græder han mon- eller ler?

Hun trivedes i skoven og holdt aldrig op med at elske sit hus i skoven.

Hun måtte dog til sidst gå med til at flytte på plejecenter.

Ikke en let beslutning.

Men med tiden blev hun heldigvis glad for det og formåede at bevare sin integritet og selvrespekt.

En stor smuk personlighed var hun.

Jytte var ikke lige let at komme ind bag facaden af, men var du først kommet derind, var du nær ven for livet.

Jytte er allerede dybt savnet, men vi nære venner vil for evigt bære hende i vores hjerter.

Ære være Jyttes minde.

 

Publiceret: 11. Oktober 2017 19:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Grenaa

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt