Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mindeord: Piben er slukket – Bo Fisker er død

Af Kristian Krog, direktør for Maltfabrikken:

“Et hjerte er holdt op med at slå. En familie har mistet mand, far og morfar. Vi har mistet en trofast ven, og Ebeltoft har mistet en markant personlighed. Men himlen er blevet en stjerne rigere.

Det er med stor sorg og vemod, at vi forleden modtog besked om Bo Fiskers alt for tidlige død. Bo Fisker var siden stiftelsen af drifts- og udviklingsorganisationen Ny Malt formand for den enhed, hvis formål er at skabe liv og indhold i Maltfabrikken. En opgave Bo tilgik med allerstørste dedikation og engagement. Bo Fisker var ikke kun bestyrelsesformand af navn, men også af gavn, og han prioriterede deltagelse i alle projektets midlertidige aktiviteter, workshops, udstillinger, events, festivals og koncerter.

Bo Fisker insisterede på altid at sætte mennesket først. Livet og fællesskabet i Maltfabrikken før arkitektur og kulturhistorie. Sammenhængskraften og frivilligheden før forretningsmodel og branding.

”Når I er færdige med at lege arkitekter, kan vi snakke om det, som er væsentligt”, kan jeg høre ham sige, inden Bo Fisker iførte sig den lange frakke for at tage 5 minutters pause med sin elskede pibe. Og når direktørens beskrivelse om fremtidens internationale kulturfabrik nærmede sig nye højder, lød det tørt og kontant fra bestyrelsesformanden: ”Det er fernis”.

Bo Fisker var også analytiker og strateg. Vores bestyrelsesformand Bo Fisker havde en imponerende evne til at sige fra, når snakken gik i detaljen eller mistede fokus.

”Nu snakker I om farven på døren eller om dørhåndtaget skal være af messing, inden vi ved, om der overhovedet skal være døre i huset”, kunne han finde på at sige. Han benyttede sig af retten til at stille svære spørgsmål eller dreje perspektivet, med det formål at samle os i arbejdet for den rigtige løsning. Bos værdier og tilgang til Maltfabrik-projektet vil vi holde os for øje og huske på.

I Maltfabrikkens organisation efterlader Bo sig et hul, som bliver svært at fylde ud. Hans enorme dedikation, interesse og ikke mindst den personlige opbakning vil vi alle savne. Bo prioriterede bestyrelsesarbejdet med fast mødetid hver fredag, lange samtaler over telefonen, utallige skitser, modeller og figurer – og arbejdet fortsatte hjemme på Bjørnevej i havehuset eller over køkkenbordet.

Verden er helt sikkert et fattigere sted uden det smukke menneske, som Bo Fisker var. Verden er også blevet lidt mere kedelig uden manden med piben, det kraftige hvide hår, det stålsatte blik, glimtet i øjet og den slidte stråhat i sommermånederne.

På vegne af bestyrelserne for Maltfabrikken og de tilknyttede medarbejdere og frivillige vil jeg gerne udtrykke min dybeste medfølelse for Bo Fiskers familie og nærmeste.

Ære være Bo Fiskers minde.”

Publiceret: 16. Marts 2018 12:44

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Grenaa Bladet

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt