Selvom Naturstyrelsen hjælper nogle af træerne på vej, så dør nogle også  en naturlig død af sig selv. Dermed er de også med til at give nyt liv til fugle, insekter og svampe i området.
Selvom Naturstyrelsen hjælper nogle af træerne på vej, så dør nogle også en naturlig død af sig selv. Dermed er de også med til at give nyt liv til fugle, insekter og svampe i området.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Naturgenopretning: Hyllested Bjerge skal tilbage til naturen

Bunken af fældede træer slynger sig uendeligt gennem landskabet

Af Janni K. Nielsen

"Den fortsætter bare derudad. Der er nok fire tusinde kubikmeter flis, og jeg vil skyde på, at den er 800 meter lang,” siger skovfoged Eigil Møller og peger mod den kæmpemæssige træstak, der med tiden skal ende som flis på fjernvarmeværket.

Naturstyrelsen Kronjylland har henover efteråret skovet et utal af især grantræer i Hyllested Bjerge for at få naturen tilbage på rette spor.

Den natur, der oprindeligt hører til i området, skal genskabes, der skal være mere lys og luft til insekter, planter og dyr i området, og derfor har den tætbevoksede skov, der ellers i mange år har været kendetegnende for området, været igennem noget af en trimning.

Projektet gennemføres som en del af Naturpakken, hvor området fik tildelt 600.000 kroner til at forbedre biodiversiteten, og derudover har Naturstyrelsen Kronjylland brugt 200.000 kroner ud af egen drift på projektet.

Græsset begynder at blive synligt i Hyllested Bjerge igen, efter der er blevet  fældet store mængder af især grantræer. Til foråret er det meningen, at der igen skal gå dyr og  græsse på bakkerne
Græsset begynder at blive synligt i Hyllested Bjerge igen, efter der er blevet fældet store mængder af især grantræer. Til foråret er det meningen, at der igen skal gå dyr og græsse på bakkerne

Dyr skal holde krat nede

Tidligere har området været brugt til afgræsning af kreaturer og får, som har sørget for at holde busk og krat nede. Men afgræsningen har været begrænset de senere år, og Hyllested Bjerge blev et noget af et vildnis.

“Til sidst groede det hele til i slåen og gyvel, og det vil vi gerne stoppe, for der er en masse planter og dyr, som det ikke er godt for. Vi vil gerne have en biodiversitetsskov - en skov, hvor der er masser af forskellige insekter, planter og dyr,” siger biolog ved Naturstyrelsen Kronjylland, Jan Højland.

Derfor er landskabet blevet åbnet op, skovbunden får igen lys, og der bliver plads til, at nye insekter og planter kan pible frem i foråret.

Den omtrent 800 meter lange stak af fældede træer fylder godt i landskabet, men den vil blive fjernet, så der er plads til græssende dyr og al den nye natur, der gerne skulle springe frem fra jorden i foråret
Den omtrent 800 meter lange stak af fældede træer fylder godt i landskabet, men den vil blive fjernet, så der er plads til græssende dyr og al den nye natur, der gerne skulle springe frem fra jorden i foråret

Den enes død

Flere steder står træer tilbage amputerede med afsavede grene, og det er ikke fordi, Naturstyrelsen ikke er færdig med at fælde endnu:

“Vi har efterladt en del halvdøde træer, fordi de kan blive til levesteder for insekter, svampe og fugle, som nedbryder dem og lever af dem - på den måde kører hele fødekæden,” fortæller biolog Jan Højland.

I flere måneder har Naturstyrelsen nu arbejdet på området, men på længere sigt er det meningen, at naturen skal kunne klare sig selv ved hjælp af dyrenes afgræsning af området.

Aftalen om, hvilke dyr der skal græsse på området, er endnu ikke helt på plads.

“Det bliver får, kreaturer eller heste, og de kommer til at boltre sig på hele området,” fortæller Eigil Møller. Som besøgende i bjergene kommer man derfor til at gå inde i en indhegning sammen med dyrene, men det er bestemt ikke sikkert, at man kommer til at møde dem.

Ny jungletur

“Det er et rigtig stort område, så det er ikke sikkert, at man møder dyrene herinde. Men det bliver fredelige dyr, så man skal ikke være bange for det,” siger Eigil Møller.

I forbindelse med naturplejen af Hyllested Bjerge anlægges der en ny natursti i området, og den vil ikke blive passet og plejet som tidligere, fortæller Jan Højland:

“Vi vil skitsere en natursti med nogle gule pletter på træer og sten, men vi vil ikke pleje den med buskryddere, som vi har gjort tidligere. Det bliver lidt af en jungletur nogle steder, og man skal lede lidt efter stien, men det håber vi på, at børnefamilier og andre vil synes er sjovt.”

Udover naturstien arbejder Naturstyrelsen på at kunne anlægge et shelter, der hvor der tidligere har været en primitiv teltplads.

“Det er noget, vi skal have aftalt med kommunen. Men vi er også meget interesserede i idéer og initiativer fra lokale,” fortæller Jan Højland.

Man vil som besøgende også kunne opleve en helt anden udsigt, end tidligere.

På grund af fældningen vil man nemlig i klart vejr nu kunne se til Hjelm, Stubbe Sø og et stykke af Nationalpark Mols Bjerge fra de højeste punkter i Hyllested Bjerge.

Publiceret: 02. Januar 2017 20:17
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Grenaa

Annonce
ANNONCER
Se flere