Erhverv:

Flere partnere ind i Djurs-revisionsfirma

Statsautoriserede revisorer til Robæk fra Ernst & Young i Grenaa

Det gamle djurslandske revisions- og rådgivningsfirma Robæk mander op med flere statsautoriserede revisorer i partnerkredsen, fremgår det af en pressemeddelelse fra Robæk.

De statsautoriserede revisorer Mikkel Thybo Johansen, 36, og Jesper Falk, 37, har begge valgt at tiltræde som partnere i Robæk fra henholdsvis 1. januar og 1. marts i år, så partnerkredsen nu består af fire statsautoriserede revisorer med Morten Jarlund (45) og Michael Iuel (47) som de fortsættende.

De to nye partnere kommer fra Ernst & Youngs kontor i Grenaa, og er således allerede velkendte i det djurslandske erhvervsliv, ligesom de begge er født og opvokset i Grenaa.

Efter Mikkel Thybo Johansen afsluttede HA, cand. merc. aud. og cand. merc. finansiering studierne ved Handelshøjskolen i Århus har han arbejdet for Deloitte i Århus 2006- 2013. Han opnåede beskikkelse som statsautoriseret revisor i 2011 og har siden 2013 arbejdet for Ernst & Young i Grenaa.

Arveligt belastet

”Jeg har fra min tidlige ungdom ønsket at være selvstændig revisor i Grenaa. Jeg er arveligt belastet, da min far også er revisor her i byen – så jeg ved, hvad jeg går ind til,” udtaler Mikkel Thybo Johansen i pressemeddelelsen.

Han fortsætter:

”De store internationale revisorhuse er fantastiske læresteder, og jeg er taknemlig for min tid hos dem, men jeg ved også, at det lokale erhvervsliv her på Djursland er bedre tjent med en revisor, der er lokalt forankret.”

Jesper Falk har trådt alle sine unge arbejdsår i samme firma i Grenaa med en enkelt afstikker som selvstændig, hvilket betyder at han har arbejdet for såvel KPMG og Ernst & Young foruden diverse lokale indehavere. Han har samtidigt læst HD og cand. merc. aud. på Handelshøjskolen i Århus og bestod eksamen som statsautoriseret revisor i 2009.

”Mikkel og jeg har i nogle år overvejet at starte fra bunden som selvstændige her i byen, så da muligheden for at blive optaget i Robæk opstod, var der ikke langt fra tanke til handling. Vi har naturligvis kendt Robæk alle de år vi har arbejdet i Grenaa og ved, hvad firmaet står for, udtaler Jesper Falk.

Revisions- og rådgivningsfirmaet Robæk har mere end 70 år på bagen. Fra selskabets kontorer i Grenaa og Rønde betjener firmaet en bred gruppe af egnens erhvervsliv indenfor praktisk talt alle brancher.

”Med den seneste tilgang af kompetencer står Robæk godt rustet til at yde det lokale erhvervsliv optimal rådgivning.” udtaler Morten Jarlund, som kom til firmaet fra Deloitte i Aalborg i 2011.

Publiceret 17 March 2017 13:23

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV

DEBAT: Fælles Fest på sidste skoledag aflyst - er den død?

LÆSERBREV Det har været en tradition gennem 22 år, at skolerne i det østlige Djursland – primært Grenaa, har afholdt en samlet fest i Åstrup-hallen for at fejre sidste skoledag for afgangseleverne i 9. og 10. klasse.

I år er sidste skoledag fredag 1.6. – samme dag om aftenen var der iscenesat den nævnte fælles fest.

Det er et stort set up – med kæmpe diskotek, solister, vagter, forældrehjælpere (ca. 60 personer), masser af forberedelser – herunder kontakt med Politi, SSP, Ungdomsskole, Natteravne, Kommune, Beredskabsgård. Det er beklageligt at skulle melde afbud til alle implicerede. Der er forsøgt og forsøges med andre lokaler, men indtil videre uden held.

De foregående år – med undtagelse af 2017 - har deltagelsen været stabil på ca. 250-300 unge mennesker.

Grundet faldende tilslutning i 2017 (160) – valgte man at udvide antallet af inviterede skoler, til at omfatte alle skoler i det østlige Djursland – sågar med deltagelse helt fra Auning.

Desværre har nogle af de mest leveringsdygtige skoler i Grenaa i år valgt at afholde selvstændige fester i omkringliggende forsamlingshuse. Det skete til dels også i 2017, sammenholdt med et generelt faldende elevtal.

Det er for så vidt godt for forsamlingshusene, at disse bliver anvendt. Men de alternative fester smadrer desværre også det koncept som er blevet opbygget gennem 22 år. Et koncept som er hilst velkommen af Politi, SSP, Ungdomsskole, Natteravne, Kommune. Dels fordi de unge mennesker er samlet et sted, dels fordi der til festen i Åstruphallen er ekstremt kontrol med uvedkommende tilgang, de unge menneskers ve og vel, herunder indtag af alkohol, og ikke mindst skrap/skarp kontrol med at euforiserende stoffer ikke er tilgængelige udefra eller medbringes.

Nuvel – nævnte kontroller finder ganske sikkert også sted i forsamlingshusene o.a., men i Åstruphallen rådes der over eksperter ved f.eks. indgang, tillige med tilstedeværelsen af de førnævnte instanser. Politi, Natteravne, SSP og Ungdomsskole vil naturligvis og besøge de alternative feststeder, men man må forvente at aktiviteten grundet de flere steder, vil blive lavere. Det er kedeligt, for det er meget, meget unge mennesker man har med at gøre.

Ydermere vil de elever der ikke har mulighed for at deltage i de andre fester nu være overladt til sig selv, og det giver behov for øget kontrol i byområdet.

En sideopgave for involverede forældre, har også været hjælp til og kontrol med elever der fester i Anlægget i Grenaa i dagtimerne på dagen. Forældre har i hold fokuseret på at hjælpe nødstedte elever der, samt foretaget oprydning/samling af affald i de af kommunen udlånte skraldestativer og container. Denne opgave kan ikke foretages mere.

Susanne Ø. Hansen og Carl-Eric W. Pallesen har i en årrække trukket de værste læs for forældregruppen. I år skulle være sidste gang, og konceptet var fulgt til dørs til et hold nye forældre. Det er ærgerligt for forældregruppen at ideen med en kontrolleret fest i Åstruphallen ikke kan videreføres – eller kan den? Det kræver absolut fortsat og forstærket opbakning fra forældre, skoler og elever.

En diskussion om ideen med alkoholfester for unge under 18, melder sig også på banen. Man kan ikke købe sig til alkohol når man er under 18, - men man kan godt holde en lukket fest med alkohol for unge under aldersgrænsen. En mere intens og oplysende indsats vil være på sin plads – en fælles indsats fra forældre og undervisningssteder – man kan godt more sig uden alkohol.