KV17:

Per Zeidler klar med social-liberal borgerliste

Per Zeidler og Liberal Alliance er gået hver til sit, men Zeidler er ikke færdig i politik. Han har tids nok fået dannet en social-liberal borgerliste

Af
Af Lars Norman Thomsen

Per Zeidler bliver ikke spidskandidat for Liberal Alliance til Kommunalvalget tirsdag 21. november 2017. Ligesom han ikke opstiller for partiet til Regionsrådsvalget. Valgbomben detonerede Liberal Alliances lokalbestyrelse på Djursland søndag i en pressemeddelelse, der lugtede langt væk af, at det var et diktakt fra partiets landsledelse anført af formand og medlem af Folketinget Leif Mikkelsen.

Hverken Leif Mikkelsen eller Per Zeidler vil sige et eneste ord om, hvorfor Liberal Alliance var nødt til at bede Udvalgsformanden for Familie og Institutioner i Syddjurs om at pakke tasken og forsvinde.

Lokalavisen talte med Per Zeidler mandag morgen, hvor han netop var kommet hjem fra en uges ferie i udlandet. Her ville han heller ikke kommentere, hvad der har ført til, at han nu efter fire år i Liberal Alliance har fået en lodret ordre fra den øverste ledelse.

“Jeg kan klart afvise, at det har noget at gøre med den historie, der har været i et enkelt medie om, at jeg var taget på ferie, mens budgetforhandlingerne i Syddjurs Byråd var inde i en afgørende fase,” siger Per Zeidler.

“Men ellers er Leif Mikkelsen og jeg blevet enige om ikke at sige noget om det, der har ført til, at jeg ikke længere er medlem af Liberal Alliance, og i resten af denne byrådsperiode er løsgænger i Syddjurs Byråd,” siger Per Zeidler, der virkede fattet og ved godt mod.

Social-liberal borgerliste

Borgerlisten Syddjurs stiller ikke op til dette valg, og det er det tomrum, som Per Zeidler har tænkt sig at udfylde.
Det lykkedes ham i løbet af mandagen at samle det nødvendige antal stillere, så han tirsdag formiddag lige før deadline for aflevering af lister kunne tage på rådhuset i Ebeltoft for at anmelde en social-liberal borgerliste med ham selv som spidskandidat og sønnen Christian Zeidler som medkandidat.
"Det er helt i tråd med mit politiske udgangspunkt. Jeg er både social og liberal i min tilgang til politik, men jeg erkender, at vi starter helt uden organisation og penge.”
Per Zeidler har allerede i tanker at sætte borgerinddragelse øverst på listens dagsorden.
“Vi taler så meget om at lytte til borgerne, før vi beslutter noget i byrådet. Jeg har det seneste år beskæftiget mig meget med temaet og er blevet mere og mere klar over, at vi bliver nødt til at gøre mange ting anderledes, hvis vi vil nå helt ud i hjørnerne til den enkelte borger i kommunen, og hvis vi skal have flere til at engagere sig.”

Publiceret 03 October 2017 19:39

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV

DEBAT: Fælles Fest på sidste skoledag aflyst - er den død?

LÆSERBREV Det har været en tradition gennem 22 år, at skolerne i det østlige Djursland – primært Grenaa, har afholdt en samlet fest i Åstrup-hallen for at fejre sidste skoledag for afgangseleverne i 9. og 10. klasse.

I år er sidste skoledag fredag 1.6. – samme dag om aftenen var der iscenesat den nævnte fælles fest.

Det er et stort set up – med kæmpe diskotek, solister, vagter, forældrehjælpere (ca. 60 personer), masser af forberedelser – herunder kontakt med Politi, SSP, Ungdomsskole, Natteravne, Kommune, Beredskabsgård. Det er beklageligt at skulle melde afbud til alle implicerede. Der er forsøgt og forsøges med andre lokaler, men indtil videre uden held.

De foregående år – med undtagelse af 2017 - har deltagelsen været stabil på ca. 250-300 unge mennesker.

Grundet faldende tilslutning i 2017 (160) – valgte man at udvide antallet af inviterede skoler, til at omfatte alle skoler i det østlige Djursland – sågar med deltagelse helt fra Auning.

Desværre har nogle af de mest leveringsdygtige skoler i Grenaa i år valgt at afholde selvstændige fester i omkringliggende forsamlingshuse. Det skete til dels også i 2017, sammenholdt med et generelt faldende elevtal.

Det er for så vidt godt for forsamlingshusene, at disse bliver anvendt. Men de alternative fester smadrer desværre også det koncept som er blevet opbygget gennem 22 år. Et koncept som er hilst velkommen af Politi, SSP, Ungdomsskole, Natteravne, Kommune. Dels fordi de unge mennesker er samlet et sted, dels fordi der til festen i Åstruphallen er ekstremt kontrol med uvedkommende tilgang, de unge menneskers ve og vel, herunder indtag af alkohol, og ikke mindst skrap/skarp kontrol med at euforiserende stoffer ikke er tilgængelige udefra eller medbringes.

Nuvel – nævnte kontroller finder ganske sikkert også sted i forsamlingshusene o.a., men i Åstruphallen rådes der over eksperter ved f.eks. indgang, tillige med tilstedeværelsen af de førnævnte instanser. Politi, Natteravne, SSP og Ungdomsskole vil naturligvis og besøge de alternative feststeder, men man må forvente at aktiviteten grundet de flere steder, vil blive lavere. Det er kedeligt, for det er meget, meget unge mennesker man har med at gøre.

Ydermere vil de elever der ikke har mulighed for at deltage i de andre fester nu være overladt til sig selv, og det giver behov for øget kontrol i byområdet.

En sideopgave for involverede forældre, har også været hjælp til og kontrol med elever der fester i Anlægget i Grenaa i dagtimerne på dagen. Forældre har i hold fokuseret på at hjælpe nødstedte elever der, samt foretaget oprydning/samling af affald i de af kommunen udlånte skraldestativer og container. Denne opgave kan ikke foretages mere.

Susanne Ø. Hansen og Carl-Eric W. Pallesen har i en årrække trukket de værste læs for forældregruppen. I år skulle være sidste gang, og konceptet var fulgt til dørs til et hold nye forældre. Det er ærgerligt for forældregruppen at ideen med en kontrolleret fest i Åstruphallen ikke kan videreføres – eller kan den? Det kræver absolut fortsat og forstærket opbakning fra forældre, skoler og elever.

En diskussion om ideen med alkoholfester for unge under 18, melder sig også på banen. Man kan ikke købe sig til alkohol når man er under 18, - men man kan godt holde en lukket fest med alkohol for unge under aldersgrænsen. En mere intens og oplysende indsats vil være på sin plads – en fælles indsats fra forældre og undervisningssteder – man kan godt more sig uden alkohol.