DM for handelsskoler:

Rønde piger hentede sølv

Fodboldpigerne fra Vid Gymnasier Rønde nåede helt frem til DM-finalen

Af
Af Lars Norman Thomsen

“Fremtidige fodboldpiger på Vid Gymnasier får meget svært ved at overgå, hvad vores nuværende piger på fodboldlinjen nåede denne gang. En finaleplads ved DM for handelsskoler er et meget flot resultat,” roser træner og uddannelsesleder Frederik Thøgersen, Vid Gymnasier.
Rønde pigerne havde forleden kvalificeret sig til finalerunden efter sejre over Odense Tietgen skole og Randers Tradium og et uafgjort resultat mod Vejle.
Ved slutspillet 3.-4. oktober var to uafgjorte kampe nok til at sende pigerne direkte i finalen, hvor et stærkt og velspillende hold fra IBC Kolding ventede.
Her mødte Rønde pigerne imidlertid overmagten og tabte fortjent 3-0.
“Det har været en super turnering, og pigerne har været fantastiske. Vi kunne tage hjem med en kanonflot 2. plads og nogle stolte og trætte piger og ikke mindst en meget stolt træner,” siger Frederik Thøgersen, selv tidligere aktiv fodboldspiller i blandt andet i FC Djursland, TRIF og Grenaa IF.
Frederik Thøgersen har også haft gang i en trænerkarriere i blandt andet FC Djursland og TRIF.
Trænergerningen er i øjeblikket sat på stand-by, fordi fritiden lige nu skal helliges familien.

Publiceret 13 October 2017 15:10

SENESTE TV