Debat Syddjurs:

Hvorfor er det så vigtigt at bevare Slotskroen?

Af Thøger Pauli, Thorsager:

“Med fare for at stikke næsen ned i en hvepserede, så tillader jeg mig forsigtigt at spørge, hvorfor det er så vigtigt at bevare den Slotskro ved Kalø Slotsruin? Det er en træbygning opført i 1967 uden nævneværdig historisk værdi med tilhørende pavillon, der af og til har åbent med issalg m.v. Desuden er der nogle uhumske og iskolde toiletter til at betjene de mange gæster. Men der er åbenbart stor modstand fra en del borgere, da der er planer om at nedrive træbygningerne og bygge et velkomstcenter på samme sted.

Nu kunne man forstå opstandelsen, hvis det var Kalø Slotsruin, som man ville erstatte med et velkomstcenter, men det er der jo ikke tale om. Stedet besøges hvert år af titusindvis af turister og fungerer som indgangen til Nationalparken, så det er oplagt at lægge et moderne informations- og velkomstcenter, hvor der er plads til café og spisested og ikke mindst tidsvarende og opvarmede toiletter til de mange besøgende. Det er jo først, når man forlader informationscentret og parkeringspladsen med de moderne biler og går gennem lågen ud mod ruinen, at den historiske rejse starter.

Jeg kommer tit på stedet med gæster og besøgende og nyder meget omgivelserne og ruinen, hvor det nu er muligt at bestige tårnet på betryggende vis og overskue området. Man forstår til fuldem hvordan det har været at bo på og forsvare ruinen, og det bør man tage højde for allerede ved P-pladsen, hvor folk ankommer. Derfor er der brug for et velkomstcenter, hvor man kan få og købe materiale om området. Stedet kunne passende fungere som en turistinformation for hele Djursland, idet der er rigtigt mange, der lægger vejen her forbi.

Fantastisk at vi har et Djursland, der har så meget at byde på. Det må vi skønne på og bevare, hvor det er nødvendigt.”

Publiceret 27 February 2018 13:38

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV