SF vil have minister på banen

Transportordfører vil have Ole Birk Olesens bud på, hvordan der kommer mere fut i Aarhus Letbane

Af
Søren Andersen

GRENAA SFs transportordfører på Christiansborg Karsten Hønge har stillet spørgsmål til transportminister Ole Birk Olesen, (LA), for at få et bud på om en evaluering af forløbet omkring sikkerhedsgodkendelsen af Aarhus Letbane kan komme strækningen på den endnu uåbnede del af letbanen til gode.

Karsten Hønge efterlyser mere klare retningslinjer for, hvordan godkendelsesproceduren er, men erkender i samme forbindelse vigtigheden af ikke at gå på kompromis med sikkerheden.

I Grenaa er det lokale SF-kommunalbestyrelsesmedlem Mads Nikolajsen, der også er medlem af letbanerådet og Midttrafiks bestyrelse, godt tilfreds med Karsten Hønges initiativ.

SF i Østjylland har netop holdt en temadag i Aarhus om letbanen og i letbanen sammen med Karsten Hønge og med SF´s trafikudvalg. Her deltog også folk, der arbejder med letbane udbygningen i Odense og i København.

Godt og tiltrængt

"Det er godt og tiltrængt, at Karsten borer i sagsbehandlingen ved sikkerhedsgodkendelser. Så må vi se hvad Ole Birk Olesen svarer. Hidtil har han brugt det, at man ikke må gå på kompromis med sikkerheden som en undskyldning for at svare reelt. Alle vil jo have sikkerheden i orden, men jeg er sikker på at sagsbehandlingen kan være mere effektiv," siger Mads Nikolajsen.

"Når vi behandler ansøgninger om miljøgodkendelser i Norddjurs kommune, går vi jo heller ikke på kompromis med sikkerheden. Men tager en dialog med ansøger og opstiller nogle vilkår og en tidsplan. Og når man autoriserer et privat firma til at godkende bilsyn, betyder det jo ikke at så skal staten også lave det samme godkendelsesarbejde i tillæg. Der er virkelig brug for at få afklaret rollefordelingen her," mener Mads Nikolajsen.

Ventet i to år

"Grenaabanen har brug for at blive klar snart. Vi brugere har til sommer ventet i to år. Det er meget nødvendigt at Aarhus kommune som hovedejer og storebror i letbanens bestyrelse prioriterer ansøgningsarbejdet også her på Djursland højt. Og at der sker en klar, effektiv og hurtig behandling af ansøgningen. Fejl fra de første forsinkede forløb skal meget gerne rettes. Og meget kan forberedes her og nu, samtidig med at der arbejdes med Odder-Lisbjerg-godkendelsen. Hvis altså der afsættes de nødvendige ressourcer til det," siger den lokale SFer.

Publiceret 15 May 2018 15:37

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV