Unge fra Grenaa bag nyt computerspil

Mangeårig statsning på uddannelser i spiludvikling og iværksætteri bærer nu frugt

GRENAA 10, 9, 8 … lød det fra omkring 500 struber, da de studerende på VID Gymnasier i Grenaa talte ned til lanceringen af spillet Shape, som er udviklet af tre elever på skolen. Begivenheden fandt sted i frokostpausen på skolen. Skolens satsning på udvikling af spil og iværksætteri bærer hermed frugt. Spillet ligger nu på Google Play og kan hentes gratis og spilles på telefoner og tablets med Android-platformen.

"Det er ekstremt stort for os, det her. Det er den største milepæl, siden jeg fik ideen til det i bussen under en studietur til Berlin for halvandet år siden. Med vores launch i dag er spillet udgivet, og med opbakning fra 500 studiekammerater synes jeg, det er en rigtig god start," fortæller Anders Parsberg Wagner.

Fik hjælp af skolen

Han er 19 år, kommer fra Herlev, og går, lige som de to makkere i firmaet Typical Interactive, i en af skolens GameCollege klasser. Det er særlige studieretninger med fokus på udvikling af spil. Shape er et ganske simpelt spil, hvor det gælder om at matche form og farver og bliver styret ved at trykke på skærmen. Det er kategoriseret som et arcade-spil og et såkaldt one button-spil.

"Vi kontaktede Biz Hub, som er skolens inkubator for iværksættere. På det tidspunkt var vi ret langt med spillet, og vi kunne vise det i en spilbar version for Nikolaj, som står for Biz Hub. Uden hjælp fra ham og skolen var spillet nok endt som prototype og ikke kommet videre," vurderer Mathias Wagner Nielsen.

Han går i klasse med Anders, er også 19 år og kommer fra Kastrup. Inkubatoren Biz Hub er Viden Djurs’ iværksætterhjælp for studerende, der ønsker at prøve kræfter med egen virksomhed bredt betragtet og ikke kun på spilområdet. Derfor er det til udvikling af deres virksomhed, Typical Interactive, de tre drenge primært har fået hjælp.

Simpelt og æstetisk spil

"Det er helt almindeligt, at de studerende, som henvender sig, har hele fokus på spiludvikling, og de får et chok, når de finder ud af, at det er det, de kommer til at bruge mindst tid på. Der er meget at have styr på, når man starter virksomhed. Ikke mindst derfor gør det mig stolt og glad, at de er lykkedes. At vi er lykkedes, og det giver masser af energi til mig til at fortsætte," forklarer Nikolaj Jakobsen Løth.

Sammen med en kollega står han for Biz Hub, som ud over Typical Interactive lige nu består af en anden virksomhed bestående af fem elever, der er tæt på at udgive et spil til spillekonsollen xbox fra Microsoft. Der er plads til imellem fire og seks virksomheder, som Nikolaj og hans kollega servicerer med udstyr, licenser til software og især rådgivning og støtte.

Han synes, at Shape er et æstetisk flot spil, som er meget simpelt og derfor noget, der kan lade sig gøre. Derfor er det velegnet til at opleve, hvordan det er at oprette eget firma. Den disciplin der skal til i et forpligtende arbejdsfællesskab. For skolen er selvstændighed en del af de studerendes dannelse.

Danmarks spilhovedstad

"Som uddannelsesinstitution skal vi tydeliggøre selvstændighedsprincippet for de studerende, så vi uddanner dem til noget, som enten er et job i en virksomhed eller til at blive selvstændige. Det er ikke et mål for os, at mange af dem stifter egen virksomhed direkte efter gymnasiet, men vi vil gerne pode dem, så de hele vejen igennem deres videre uddannelse tænker muligheden ind, for det er det, vi får behov for i fremtiden," mener Ole Svit, direktør for Viden Djurs.

Han glæder sig over, at skolens strategiske satsning på computerspil og iværksætteri giver pote. Års indsats har medført, at Grenaa, takket være Viden Djurs, er landets suverænt største by på området spiliværksættere, og han er ikke bleg for at kalde Grenaa for Danmarks spilhovedstad med mere end 500 gamere i byen. Langt de fleste udenbys fra, ligesom de tre iværksættere bag Typical Interactive.

"Målgruppen for Shape er unge imellem 13 og 18 år, som kan sidde og spille det, mens de venter på bussen. På den måde er vores launch i dag jo perfekt med 500 i den aldersgruppe, og som vi ved, stort set alle interesserer sig for spil. Bedre start kunne vi næsten ikke få," vurderer Joshua Sebastian Dacruz, som er grafiker på spillet, 20 år og kommer fra Østed imellem Vejle og Kolding.

Publiceret 15 May 2018 15:54

SENESTE TV