Fra PET til PTSD: Nu er han forfatter

Bo Paulsen var den type, der altid gik forrest. Det førte efter 30 år i politiet til pludselig depression og ptsd. Nu udgiver han en krimi

Af
Stine Østergaard

GRENAA ”Jeg tudede i trekvart år i træk. Jeg kunne intet huske. Jeg kunne sagtens huske, hvor jeg havde boet for tredive år siden, men korttidshukommelsen den var blæst væk. Modbydelig oplevelse. Jeg kunne ikke finde ud af noget som helst. Jeg troede simpelthen, jeg var ved at blive skør, fordi almindeligheder, som jeg til hver en tid kunne håndtere før, kunne jeg ikke. Så ændrer man sig, og så bliver man bange og indesluttet. Og forventer egentlig det værste.”

Bo Paulsen har været politimand i over 30 år, og en dygtig en af slagsen. En af dem, der ikke var bange for at gå forrest, og som leder havde han altid øje for sine kollegaer.

”Så de var noget i chok den der dag lige før jul i 2006, da den gamle her han satte sig ned og tudende kunne fortælle, at det er slut. Jeg kan sagtens huske udtrykket på nogle af dem. De troede sgu ikke deres egne øjne. Det var helt tydeligt,” fortæller en tydelig bevæget Bo Paulsen.

Han var kendt for sin høje stresstærskel, men en dag kunne han ikke mere, og læsset væltede omkring ham. Den langvarige stress, som han havde undertrykt, førte til en middelsvær depression og ptsd. Men en dag foreslog hans datter, at han skulle skrive sig ud af det.

Det blev starten på romanen ’Begraver døden sandheden’ der udkommer grundlovsdag – og starten på Bo Paulsens bedring.

Nedturen

Bo Paulsen var allerede på gaden som politibetjent som 22-årig. Siden har karrieren ført ham fra ordenspolitiet til færdselspolitiet, Grønland og til Roskilde som afdelingsleder. Inden han kom til Grenaa i 1996 havde han seks år i Rigspolitiets aktionsstyrke, hvor en arbejdsuge ikke ualmindeligt lød på 100 timer.

Bo Paulsen har været vidt omkring i politiets mange afdelinger. Blandt andet arbejdede han i seks år for PET. Foto: Preben Mortensen

Bo Paulsen har været vidt omkring i politiets mange afdelinger. Blandt andet arbejdede han i seks år for PET. Foto: Preben Mortensen

”Der kan jeg jo så se bagefter, når jeg nu skal være klog, dengang jeg kom her til Grenaa skulle jeg have stoppet helt. Så havde jeg haft en chance for ikke at få den der enorme nedtur. Men det så jeg ikke. For græsset er jo altid grønnere ovre på den næste bakketop.”

Bo Paulsen bliver sygemeldt i december 2006 med depression og får kort tid efter diagnosen ptsd.

”Da læsset vælter i sin tid, så kommer fortiden drønende simpelthen ud af skabene. Jeg troede, det var lagt på hylden – men det var det ikke. Det bygger bare stille og roligt op.”

Ptsd – en forkortelse for posttraumatisk stresslidelse – er en psykisk lidelse, som kan ramme folk, der har deltaget i livstruende hændelser. Det kan føre til, at man bebrejder sig selv for sine handlinger i de gamle situationer.

”Jeg kunne vågne om natten, fuldstændig badet i sved og kan ikke slippe det, der er inde i hovedet. Rent faktisk ved jeg ikke rigtig, hvor fanden jeg er henne. Fordi jeg er faktisk tilbage næsten på stedet, og det passer ikke sammen med omgivelserne,” fortæller Bo Paulsen.

Hans datter har før fundet ham på hans plads ved køkkenbordet, hvor han har siddet krampagtigt og stirret ud af vinduet i ingen ved hvor lang tid.

Episoder sætter sig fast

Der er et par specifikke situationer, som har hjemsøgt Bo Paulsen mange gange. I dag er det nemmere for ham, fordi han har gennemgået dem i sit hoved så mange gange. Men han bliver alligevel tydeligt utilpas, da han fortæller om en af de episoder.

Han og en kollega bliver kaldt på gaden for at neddæmpe en fuld mand, der er gået amok. Det har de prøvet så mange gange før, men situationen tager en pludselig drejning.

Der er jeg hundrede procent sikker på, at jeg har slået ham ihjel

”På en eller anden måde får han fat i kollegaen bagfra, og så begynder han sgu bare at klemme luften ud af ham. Og de bøffer der de var altså næsten lige så store som mine lår. Der kunne jeg godt se. Det er noget skidt.”

Bo Paulsen sparker til manden, der er helt uden for rækkevidde, men lige godt hjælper det.

”Jeg tænkte, der er kun en ting at gøre, det er at lamme den ene arm på ham. Så trækker jeg staven. Skide være med, at armen brækker, det er der ikke noget at gøre ved. Så drejer han sig, lige i det øjeblik, jeg begynder at trække staven, og jeg rammer ham lige oven i bolden – og jeg trækker altså igennem.”

Manden går direkte i dørken, og blodet det vælter ud af hovedet på ham.

”De der sekunder der går, til han vågner op, der er jeg hundrede procent sikker på, at jeg har slået ham ihjel. Jeg er fuldstændig overbevist. Jeg var ikke et sekund i tvivl. Jeg kan ikke engang sige dig, om der går ti, tyve, tredive, fyrre sekunder, men det føles som flere uger næsten.”

Tårerne klemmer sig på hos Bo Paulsen, da han fortæller. Han lader dog ikke lader episoden overmande ham denne gang. Det er sådanne spor, der har sat sig i hans hoved for altid. Og det er sådanne situationer, der også er med i bogen for at vise, hvorfor han gik ned med et brag, som han gjorde.

Snakker ikke om det

Bo Paulsen lagde ikke mærke til, at nogle af de ekstreme situationer, man kommer ud for som politibetjent, satte sig fast. Det gjorde hans omgivelser heller ikke. Så han fortsatte sin karriere i samme tempo. Dengang i 1970'erne og 1980'erne talte man ikke meget om den slags ting heller ikke med psykologer. Og som han kom længere op i systemet blev der færre og færre at læsse af på.

”Jeg har jo været så heldig at slide et par ægteskaber op også. Derfor har jeg været alene i ret lange perioder. Og netop af samme årsag ikke rigtig har haft nogen at snakke med.”

Men jeg passede jo ikke på mig selv

Men Bo Paulsen har ironisk nok altid været god til at fange andres stress og lignende i opløbet. Som chef var han den, der beordrede sine ansatte til at møde hos en psykolog, hvis han kunne se, de havde det skidt. Også selvom de benægtede det.

”De andres velvære betød en del for mig. Derfor tog jeg mig af rigtig mange ting. Men jeg passede jo ikke på mig selv. Det vil sige på et eller andet tidspunkt, så kunne jeg heller ikke passe på de andre.”

Ud af depressionen

Rejsen, som Bo Paulsen har været igennem fra december i 2006 til nu, har været lang.

”Du bliver aldrig den samme igen. Det er hundrede procent. Det gør du ikke,” siger Bo Paulsen, der har lært af sin nedtur, at det er vigtigt at sige fra.

”Hvad er det for en type mennesker, som får den der meget langvarige stress og dermed knækker? Jeg har fire ord: De er ambitiøse, de kan ikke sige nej, de er pligtopfyldende, og de er meget flittige. De tager bare mere og mere på sig.”

Bo Paulsen nåede at være så langt nede, at han tog til hjertespecialist, fordi hjertet ind i mellem galoperede afsted. Men efter sigende fejlede han ”ikke en skid”. Det var psykologisk det hele.

Både hans egen læge, psykolog og psykiater anbefalede ham at komme på antidepressiver. Men det lort skulle Bo Paulsen sgu ikke have. Ind til der var gået et år, og han godt kunne se, det var den eneste udvej.

”Nu kalder man det jo også lykkepiller, men jeg kan betro dig, du bliver ikke lykkelig af dem. Men det virkede – det anerkender jeg fuldt ud,” siger han, der læste indlægssedlen meget grundigt, før han ville stoppe sådan et par piller i hovedet.

Pillerne lullede ham ind i en osteklokkelignende tilstand, hvor han ganske vist ikke længere fik de store nedture, men han var heller aldrig sådan helt oppe at ringe af glæde. Efter halvandet års tid stoppede Bo Paulsen på pillerne. Det rev ham ud af osteklokken og gav følelserne lov at svinge igen. Dog med flere af de gode udsving nu.

”Det gjorde, at jeg kunne komme til at grine igen. Selvfølgelig var jeg lidt nede og vende en gang i mellem. Men det er nu menneskets lod,” siger Bo Paulsen.

Begyndte at skrive

Bo Paulsen dyrker motion hver dag for at holde sig beskæftiget. Enten en gåtur eller en tur i fitness. Fem dage om ugen fast. Men det, der for alvor hjalp ham helt ud af depressionens mørke favntag, var skriveriet. Også her har han meget disciplineret sat to faste timer af hver dag – det bliver dog ofte til mere.

Det var faktisk Bo Paulsens datter, som nu er 19 år, der for tre og et halvt år opfordrede sin far til at skrive sig ud af det. Han havde tit hjulpet hende med danskstile, så hun vidste, at han ville være god til det. Og så har han også skrevet meget i hele hans politiliv, om end det var noget helt andet end fiktion.

”Jeg har altid skrevet om virkelig faktuelle forhold. En dommer er skide ligeglad med, om der er nogen, der føler det ene eller det andet. Hvor hurtigt kørte han? Og hvad retning kørte han? Og var det regnvejr eller snevejr?”

Det, han egentlig ville var nemlig at beskrive situationerne. Bruge krudt på at omskrive dem og se dem fra nye vinkler. Alle de hændelser, som er beskrevet i bogen, er foregået. Nogle af dem har han været direkte i selv, og nogle af dem har han stået meget tæt på sidelinjen og påtaget sig selv en hovedrolle for det i bogen.

”Situationerne er ikke opdigtet. De er bare lavet om. Jeg har flyttet dem geografisk, nogle har skiftet køn, profession, årstider er skiftet og den slags,” forklarer Bo Paulsen.

En krimi med budskab

Men vil andre finde romanen interessant? Det har Bo Paulsen også tænkt lidt over. For var han en kendis eller havde spillet på fodboldlandsholdet, ja så skulle bogen nok sælge alene på navnet. Men en bekendt mindede ham om, at han jo er fra en helt særlig organisation, som påkalder sig opmærksomhed.

” Lige så snart man ser det ord 'politi' så er din nysgerrighed vagt med det samme,” siger Bo Paulsen.

Romanen, der er en krimi, tager de problematikker og dilemmaer op, som man kan havne i som ansat inden for politiet og efterretningstjenesten. Og læser man mellem linjerne finder man måske ud af, hvad der samlet set fik Bo Paulsen til at knække.

”Bogen starter faktisk et atypisk sted. Jeg vælger at slå mig selv ihjel. Derfor kan jeg ikke fortælle historien selv.”

Derfor bliver der skabt en masse personer, som mødes til bisættelsen. Kaffeslabberadset efter foregår på Kalkgården. Så det lokale islæt er også med i krimien.

Skriveriet har været god terapi, og det kommer også til udtryk på sin egen måde i romanen, hvis opfølger er på vej.

”Jeg håber, at læseren i bogen kan se de der ting, der gør, at man vælter, når der ikke bliver gjort noget ved det. Og hvad konsekvenserne er. Men hvis man ikke nødvendigvis fanger hele mit budskab – det kan være vanskeligt – så kan du læse den for underholdningens skyld alene.”

Publiceret 04 June 2018 19:00

Grenaa Bladet nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Grenaa Bladet
SENESTE TV