Davai fra A/S til Aps efter konkurs

Det nye selskab har overtaget alle aktiviteter fra konkursboet - undtaget den store broentreprise i det nordlige Norge

Af
Søren Andersen

GRENAA I en lille uges tid var der ikke noget Davai-selskab i Grenaa efter at Davai A/S måtte tages under konkursbehandling ved skifteretten i Randers. Men nu er et nyt selskab etableret - som et Aps - men stadig med Kim Brüld Olesen fra Grenaa ved roret, og det har overtaget alle aktiviteter efter konkursboet - undtaget den store broentreprise i det nordlige Norge, som endte med at koste aktieselskabet livet.

Den oprindelige stifter af Davai, Kim Brüld Olesen, står bag det nye selskab, og han er både glad for og taknemmelig over, at det er lykkedes, og at det er gået så hurtigt.

"Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft mange søvnløse nætter den sidste tid. Men nu kan både jeg og de cirka 80 medarbejdere, der følger med over i det nye selskab, igen se fremad, og løse opgaver for vores gode og trofaste kunder i ind- og udland," siger han.

Hålogalandsbroen er fortid

Det lykkedes ikke at færdiggøre broentreprisen på Norges næstlængste hængebro, Hålogalandsbroen i Narvik, som ligger små 150 kilometer sydvest for Tromsø på den nordlige side af polarcirklen.

"Vores entreprise blev af mange årsager ændret fra en sommeropgave til et vinterprojekt. Nord for polarcirklen er det ingen spøg at skulle bygge bro under ekstreme vejrforhold i forhold til, hvad vi er vant til. Her må jeg bare konstatere, at vi ikke har været dygtige nok til i tilstrækkeligt omfang at gardere os i de kontrakter, vi har indgået," erkender Kim Brüld Olesen, der ikke tøver med selv at tage ansvaret for det kuldsejlede projekt i Norge.

Han har nærmest boet i Norge siden oktober måned for at følge opgaven helt tæt.

Davais kunde var det kinesiske statsejede byggeselskab SRBG, der har opgaven med at levere broen til bygherren,den norske pendant til Vejdirektoratet, Statens Vegvesen.

"Vi løb ind i lange perioder med stærk frost, sne og tre skrappe vinterstorme, hvoraf den sidste, “Ylva”, simpelthen rev brosektionerne fra hinanden og lavede store skader på fire af 30 brosektioner. Samtidig kom SRBG med krav om nye produktionsrækkefølger, og vi fik selv udfordringer fra vores norske stålkvalitets-kontrolfirma. Siden har jeg gjort alt, hvad der har været muligt for at få opgaven løst. Men jeg må desværre erkende, at dette ikke har været muligt, og jeg er meget ked af, at jeg må sige farvel til de mange personer, som har arbejdet med projektet i Norge. Heldigvis ved jeg, at de alle er blevet tilbudt ansættelse af SRBG til færdiggørelse af broprojektet, og jeg er sikker på, at mange af dem efterfølgende igen vil arbejde med kommende Davai-projekter," siger Kim Brüld Olesen.

80 medarbejdere sikret

Andre verserende Davai-projekter fortsætter, da det nye selskab er indtrådt i alle aftaler. Det betyder fastholdelse af i alt cirka 35 medarbejdere i Grenaa, hvoraf de fleste lige nu arbejder med hovedsageligt rustbeskyttelse og overfladebehandling af den store boreplatform Mærsk Inspirer, der har ligget i Grenaa Havn siden november 2016.

Men også hos Hvide Sande Shipyard kan der kippes med flaget. Her har Davai haft 10-15 mand gående til at løse smedeopgaver til både skibs- og vindindustrien. Resten af den i alt omkring 80 mand store medarbejderstab, der fortsætter i det nye selskab, skal arbejde på broen Tamar Bridge i Plymouth i det sydvestlige England og på de tyrkiske broer i Istanbul, ligesom Davai løbende har service- og vedligeholdelsesopgaver på Storebæltsbroen.

Grenaa og det nye Davai i fokus

"Alle os Davai-folk i Norge har virkelig kæmpet det sidste halve år, men jeg har været savnet i Grenaa. Jeg er så heldig, at jeg har haft gode folk til at bakke mig op og tage over, mens jeg har været fuldt optaget i Norge. Nu glæder jeg mig til at få en lidt mere normal hverdag igen og at kunne fokusere på at bringe det nye Davai op i omdrejninger," siger en optimistisk Kim Brüld Olesen.

Davai A/S, der blev stiftet i 2006, har drevet virksomhed ved at levere support og service inden for brorenovering, vindturbineservice, containerløsninger, overfladebehandlinger, adgangsudstyr og marine crew.

Skifteretten har udpeget advokat Per Buttenschøn fra advokatfirmaet Delacour som kurator.

Han fortæller til avisen, at man endnu ikke kan sige, hvad konkursen i Davai A/S vil løbe op i.

"Men det er klart, at nogle vil komme til at tabe penge på konkursen. Bygherren af broen i Norge vil miste en del penge, og det samme vil en stribe leverandører til Davai A/S, men de er måske lidt bedre stillet, fordi de har nikket ja til at fortsætte samarbejdet i det nye selskab, men det slider da på gode og gamle realtioner, når sådan noget som det her sker," siger kurator Per Buttenschøn.

Publiceret 07 June 2018 00:00

SENESTE TV