Lokalt samarbejde skaber stemning i midtbyen

Flagene ryger igen til tops for handelslivet

Af
Simon Carlson

I disse VM-tider står det lysende klart, hvor meget betydning der lægges i nationalflaget, og det ved de også udmærket i ShopiCity. Cityforeningen plejer således at pryde midtbyen med de stemningsfyldte flag-ranker, der hænger ned langs gaderne fra Torvet. I år kunne ShopiCity dog konstatere, at flagene er blevet så slidte, at de formentlig ville skabe den modsatte effekt, og hvad gør man så, når der ikke lige er 10.000 kroner til nye flag i kassen?

"Det er en ret stor udskrivning for en lille cityforening, så vi havde enten valget mellem at droppe flagene i år eller finde en sponsor, og der har vi jo så været så heldige at få en god lokal håndsrækning," fortæller koordinator i ShopiCity Palle Mikkelsen.

Mellem

Håndsrækningen kommer fra Sparekassen Djursland, hvor erhvervschef Lars Stadsgaard Henning sagtens kan se, hvilken værdi det giver til byen og det lokale handelsliv, når der bliver skabt lidt stemning og aktivitet i centrum.

"Vi vil jo rigtig gerne være med til at signalere, at Grenaa er en god handelsby med en masse gode detailforretninger. Det her er så vores måde at bidrage til livet i byen. Vi er nødt til at stå sammen i byen, hvis vi vil have noget til at vokse," lyder det fra Lars Stadsgaard Henning.

Mellem

Den betragtning er Palle Mikkelsen ikke overraskende ganske enig i. I en tid med elendig økonomi i Norddjurs Kommune giver det netop ekstra stor værdi, når man finder alternative måder at hjælpe hinanden på.

"Det her har en kæmpestor betydning for os, for vi ved, hvor meget stemning, det skaber i byen, at der er noget flot at kigge på, og vi får så meget positiv respons fra kunder og turister, der synes det giver en hyggelig by. Det er bare et fedt signal at sende. Og så skal man huske, at de penge, vi sparer her, kan vi jo bruge på et stort og fedt arrangement, der trækker en masse mennesker ind i byen," konstaterer Palle Mikkelsen.

Ud over Sparekassen Djursland bidrager Gerts Vinduespolering også til stemningen i byen ved at stå for ophængningen af flagene i midtbyen.

Publiceret 02 July 2018 16:00

SENESTE TV