"Jeg er i virkeligheden luddoven"

Carsten Skov Eriksen har siddet i cykelsadlen i 24 timer og kørt en rekord hjem til Grenaa Cykle Club

Af
Gitte Herdin

GRENAA Det er i virkeligheden meget simpelt. I hvert fald indtil det bliver rigtig hårdt, varmt, ømt og tager rigtig meget tid. For det handler bare om at sætte sig et mål og vide, hvad det indebærer mentalt og fysisk, hvis man skal nå det.

Nemt - ikke sandt?

For to lokale cykelryttere er målet nået i denne omgang, og nye mål venter forude. Men det er ikke bare to moderat beskedne mål, der er klokket ind på bedriftskontoen; det er toppræstationer blandt de bedste i landet. Carsten Skov Eriksen slog den danske rekord i 24-timers cykelløb, Roy Andersen blev nummer tre til DM i linjeløb for Masters.

Men hvordan pokker gør man lige det med at sætte sig et mål og nå det? Og hvordan pokker kan det være, at to modne herrer (jeg har vist nok fået lov at kalde dem sådan) fra en lille udkantsflække langt væk fra storbyernes elitemiljøer kan præstere på så højt et niveau? Og hvordan kan en klub, der primært fokuserer på bredden og på at udbrede cykelsporten som aktiv motionsform, skabe så store resultater.

"Ja, det er dæleme et godt spørgsmål", erkender Carsten Skov Eriksen og forklarer, at alle toppræstationer kræver både talent og hårdt arbejde. Selv træner han GCC’s absolut bedste landevejsryttere, og han tager ganske ofte en solo-træningstur, inden han møder op i klubben og træner de øvrige ryttere. Det giver en god kombination af kilometer i benene og struktureret træning i et socialt fællesskab. Også Roy Andersen kører mange soloture ved siden af klubtræningen, fordi han ved, at det kræver det for at være blandt de bedste.

"Det handler faktisk mest om, om man kan motivere sig selv til at træne mere, end den klubtræning, man kan komme til. Men klubben er stadig der, hvor man kommer og får det vigtige samvær med de andre", uddyber Carsten.

På den måde er cykelsport både en solosport, men i meget høj grad også en holdsport. Det sidste mærker Carsten især ved løb som det, han netop har vundet.

Den synlige og de uundværlige

"Du må næsten skrive hvad-som-helst, bare du husker at rose det team, der var med mig", lyder det fra Carsten i begyndelsen af interviewet. Og det er ikke så meget beskedenhed som konkret erfaring, der får ham til at sige det. Han forklarer, at han i alle 24 timer var den synlige rytter, der kørte omgang efter omgang, men at han hele vejen havde de “uundværlige” med sig. Et team bestående af Karina, Allan, Klaus, hans egen kone og søn.

"De bestemte, hvornår jeg skulle drikke, hvad jeg skulle spise, hvad cyklen havde brug for - alle de der ting, så jeg kunne fokusere på mit løb og det rent mentale og fysiske i at gennemføre. Det er fuldstændig afgørende, at sådan et team fungerer. Og det gjorde mit. De var helt utrolige, virkelig dygtige og på pletten med det, jeg havde brug for, når jeg havde brug for det".

Det er også det team, der er drømmeteamet, hvis Carsten vælger den helt store udfordring, RAAM (Race Across America). Han har, ved at cykle over 643 kilometer på de 24 timer, kvalificeret sig til det formentlig hårdeste cykelløb i verden, en tur på cirka 5000 kilometer fra Los Angeles til Washington.

"Jeg synes, det kunne være sindssygt spændende, og det kunne bestemt være et mål. Jeg er i virkeligheden nok luddoven og skal have et mål at sigte efter, og der er også gode mål at nå i Danmark".

De 643 kilometer var egentlig ikke det store problem for Carsten. Han nåede faktisk op på hele 779 kilometer og slog den danske rekord med 4 kilometer. Han vidste bare ikke, at han havde slået rekorden, før han var i mål.

"Mens jeg kører, handler det ikke om kilometer. Jeg har lært fra mine ultraløb, at et langt løb foregår i hovedet, så det mentale fokus er vigtigt. Sådan er det også på cykel. Jeg vidste, jeg skulle køre mit eget løb, lytte efter på min egen krops signaler, huske at holde pauser. Så jeg fokuserede på antal omgange, på ikke at få for høj puls, på at spise kalorier nok og drikke nok, og at stole på de dygtige mennesker, der var med mig. Og det virkede jo meget godt", slutter Carsten interviewet af.

Måtte satse for resultatet

Mens Carsten beskriver sit lange løb som 24 timer med et stabilt flow, så var Roy Andersens løb af en hel anden type. Dels var ruten på syv omgange i Fredericia pakket med bakker, dels måtte Roy tage et udbrud helt i egen hånd for at have en chance for et godt resultat. Hans satsning gav bonus.

"Jeg havde haft en god træningsforberedelse og havde en god fornemmelse inden starten på løbet. Dagen startede med regnvejr, men det blev solskin 15 minutter før start. Der blæste dog en frisk vind, så man skulle være klar og ligge placeret fremme i feltet. To ryttere kom afsted i udbrud kort efter start, og yderligere fire ryttere stak på anden omgang. Da der ikke kunne blive enighed i feltet om at køre dem ind, satsede jeg på 3. runde og brugte en bakke som afsæt til at køre op til udbruddet. Vi fik et godt samarbejde og holdte feltet bag os," fortæller Roy og forklarer videre, at afgørelsen faldt i en massespurt, hvor hans kræfter rakte til en tredieplads. En placering, han er godt tilfreds med.

Som garvet cykelrytter i GCC ved Roy, at hvis man som rytter skal have fokus fuldstændig på selve løbet, så er det altafgørende, hvordan løbet er arrangeret. Og her har han kun ros tilovers for arrangørerne.

"Ruten var næsten 100 procent ensrettet med masser af racemarshalls, så sikkerheden var i top".

Mens de fleste går på sommerferie og sætter tempoet et gear ned, så kører Carsten, Roy og de andre fra GCC fortsat sommeren igennem og får en masse kilometer i benene på landevejene omkring og skovene i Grenaa. Næste mål for en del af GCC’s ryttere er det helt specielle gadeløb i Grenaa Midtby 10. august.

Publiceret 12 July 2018 14:05

SENESTE TV