Så er der italiensk is i Grenaa

Morten Pedersen - bedre kendt som Mopkok - driver i forvejen Gårdbryggeriet og har nu udvidet med isbar

Af
Søren Andersen

GRENAA Så er der også italiensk is på menuen hos Gårdbryggeriet i Storegade i Grenaa, hvor Mopkok, Morten Pedersen, i godt et års tid har serveret lækker mad og kolde specialøl på fad fra Ebeltoft Gårdbryggeri.

Nu har han indtaget nabolejemålet og åbnet isbar med hele 24 forskellige italienske isvarianter at vælge mellem.

"Isen produceres i Italien og vi sælger i både bæger og vaffel, med forskelligt tilbehør at vælge mellem - og man kan også få en klat flødeskum på toppen," siger Morten Pedersen.

Italiensk is - i støvlelandet kaldet gelato - er kendetegnet ved brugen af frisk frugt og et lavere fedtindhold end den is, vi kender på vore breddegrader. Den er lækker og cremet.

"Vi har ikke en softice-maskine, men vi har en is, der i sin konsistens er meget tæt på," siger Morten Pedersen.

Hans plan er at have isbaren åbent i sommersæsonen, og så ellers bruge lokalet til for eksempel selskaber og lignende resten af året.

"Der vil være plads til 35 i lokalet, så det kan også bruges til for eksempel fødselsdage og konfirmationer. Jeg skal med tiden have indrettet et køkken, så jeg får lidt flere muligheder, end i dag i restauranten, hvor jeg for tit har måttet sige nej til reservationer - og heller ikke altid har haft mulighed for at lave mad ud af huset," siger Morten Pedersen.

Djurslands-afdelingen af Danske Ølentusiaster har allerede booket sig ind i lokalet for at arrangere ølsmagninger. Senest har de været afviklet på Kruset, men det hæderkronede Grenaa-værtshus har de seneste måneder været lukket.

Publiceret 19 July 2018 14:20

SENESTE TV