Der skal mere gang i Grenaa

GAMF debuterede med VM-fodbold og satser nu på musik på Torvet

Af
Søren Andersen

GRENAA Grenaa og især området omkring Torvet midt i byen skal syde af aktivitet. Til det formål har en nystiftet forening set dagens lys - under navnet Grenaa Aktivitets og Musik Forening, forkortet som GAMF.

En af initiativtagerne er Marco Refskou, som er en af udbyderne af kolde drikkevarer på Torvet.

GAMFs første arrangement var Danmarks ottendedelsfinale ved VM i fodbold, hvor der med få dages varsel blev samlet midler ind til at leje en storskærm - og den kamp samlede 5-600 rød-hvidt klædte fodboldfans på Torvet.

Og fredag og lørdag har der været livemusik på Torvet - først med Anders Gantriis og dagen efter med Kristian Frier. I den kommende weekend er der endnu mere msuik - fredag med Peter Danielsen og lørdag med Johnny Feldbæk.

"Norddjurs Kommunes regler kræver, at der står en forening bag musikarrangementer. Derfor har vi stiftet foreningen, og jeg vil gerne understrege, at det ikke skal ses som kritik af ShopiCity, der også arrangerer musik på Torvet. Men de gør det kun i juli måned, og med det sommervejr, som vi har, mener vi, at der er plads til mere musik," siger Marco Refskou.

GAMF er en åben forening, hvor alle kan blive medlem, både private og virksomheder. Under Kattegat Cup assisterede foreningen ved et musikarrangement ved Intersport i Nørregade.

Og det var også GAMF, der sørgede for flagudsmykningen, da årets studenter sprang ud og dansede omkring Søren Kanne-statuen - fordi Norddjurs Kommune ikke længere påtager sig denne opgave.

Publiceret 05 August 2018 00:00

SENESTE TV