Rum til nye fællesskaber og bedre livskvalitet

Café Grenaa hjælper til at ændre dårlige vaner med nye madklubber

Af
Simon Carlson

I det sociale værested Café Grenaa er der altid gang i idéerne og tankerne om, hvordan caféen kan fortsætte med at udvikle sit primære formål; at skabe rum for fællesskaber og samtaler. Et af de nyeste tiltag, som leder af Café Grenaa Kenneth Flammild barsler med i øjeblikket, er at skabe fællesskaberne igennem madlavning.

"Vi vil gerne lave en herreklub og en livsstilsklub for kvinder. De skal begge være med til, at man lærer at lave noget god og sund mad, og så skal de også hjælpe til at give en bedre forståelse af madøkonomi; altså fokus på at udnytte de ting, man har og lave mad til flere dage ad gangen," fortæller Kenneth Flammild.

Der er flere gevinster ved de to tiltag. En stor del af Café Grenaas brugere er socialt udsatte og med det følger også ofte en høj grad af ensomhed, og det skal madlavning være med til at kurere.

"Der er mange, der kan have vanskeligt ved at tale om de svære ting, og der kan samtalen komme i gang lidt lettere, hvis man i stedet er sammen om noget tredje. Det kan være madlavningen, hvor man er fælles om det og derigennem kommer snakken ligeså stille i gang, og man kan dele svære ting med hinanden," forklarer Kenneth Flammild.

Skaber rummet

Der er dog lige den lille hage ved de kommende projekter, at køkkenet i Café Grenaa ikke rigtig er egnet til at samle større grupper af mennesker, der skal lave mad på samme tid. Dertil har faciliteterne i forhold til udsugning og elektricitet ikke været tilstrækkelig. Samtidig kører Café Grenaa i forvejen på et temmelig stramt budget, og derfor har Kenneth Flammild været i gang med en større søgeproces for at finde midlerne til at optimere caféens faciliteter.

En del af dem har han fundet hos de lokale pengeinstitutter, hvor Nordea Fondens støtte til almennyttige og velgørende formål er kommet Café Grenaa i møde med 20.000 kroner. Filialdirektør i Nordea i Grenaa Daniel Lilleris kunne således se gode perspektiver i projektet i det sociale værested.

"Selv om vi er et stort foretagende, så er vi stadig lokale og vil gerne støtte lokalt. Café Grenaa laver et unikt arbejde for folk, som måske ikke har fundet et andet tilbud, der passer til dem, og det bliver gjort gennem frivilligt arbejde. Den slags projekter, som mange får glæde af, er noget af det, vi meget gerne støtter," lyder rosen fra Daniel Lilleris.

Første skridt i at etablere de nye fællesskaber bliver nu at opgradere elforsyningen og derefter udsugningen. Herefter går Kenneth Flammild også med planer om lave forskellige oplæg med eksempelvis diætister og andre kostvejledere. Det skal alt sammen være med til at skabe nogle helt nye vaner.

"Sidegevinsten ved det her er, at man får lært at lave noget ordentlig mad, for jo mere udfordret man er, jo dårligere livsstil har man oftest. Det tager tid at få de vaner vendt, og derfor er det så vigtigt, at vi får etableret nogle fællesskaber omkring det. Finder man et fællesskab der har nogle fælles mål, så bliver det meget lettere at opnå sine egne og lave en bedre livsstil," konstaterer Kenneth Flammild.

Café Grenaa

Det sociale værested er en del af KFUM's Sociale Arbejde. Caféen har til huse i Markedsgade i Grenaa i det tidligere missionshus.

KKFUM'S Sociale Arbejde blev grundlagt i 1918 og fejrer dermed sit 100 års jubilæum i år.

Publiceret 04 September 2018 07:00

SENESTE TV