Han er grov - men han er sjov

Grenaa Amatørteater prøver kræfter med historien om Bølle Bob og hans skønne venner

Af
Søren Andersen

GRENAA Så er der snart efterårsferie - for de, der er så heldige. Og hvad skal man så lave?

En af mulighederne i Grenaa i efterårsferien er, at man kan synge med på de velkendte sange “Bob, Bob, Bølle Bob”, “Vi er ikke rigtig voksne” og “Åh, Smukke Sally”, når Grenaa Amatørteater opfører familieforestillingen ”Bølle Bob”.

Bølle Bob er historien om den frække og sjove Bob, der altid er klar på en masse ballade - men er han nu også en rigtig ballademager?

I forestillingen er jagten sat ind på at finde ud af hvem der har stjålet statuen af byens succesrige forretningsmand Blom fra byens torv, samt på at redde Erna’s hjem fra at blive til en parkeringsplads.

Man møder alle de kendte figurer, Smukke Sally, Blom, Fru Basse, Lisemette og børnenes yndling Erna Overbid. Byens hårde børster er naturligvis også at finde, ligesom en sød romance mellem Eva og Lasse også blomstrer.

Første gang

Det er første gang, at Grenaa Amatørteater prøver kræfter med den folkekære musical af Gunnar Geertsen med de mange velkendte sange, og i øjeblikket bliver der øvet på livet løs i amatørteaters teatersal ved Kulturhuset Pavillonen på Kærvej i Grenaa.

Forberedelserne startede allerede i april måned hvor der blev afholdt auditions og her mødte både nye og gamle kendinge op således der blev sammensat et spændende hold, der hurtigt blev smeltet sammen til en stærk gruppe.

Forestillingens instruktør er Lea Lorentzen, som er forholdsvis ny i Grenaa Amatørteater. Lea har erfaringer fra tidligere med teater og instruktion, og fortæller om forestillingen.

Et andet udtryk

"Jeg har forsøgt mig med et lidt andet udtryk. Et mere enkelt udtryk. Scenen og kostumerne er blevet forenklet, så skuespillet og den gode musik kommer i forgrunden. Jeg har forsøgt at vise, at selvom stykket har nogle år på bagen, er det stadig de samme problemer og følelser som børn og unge - ja, og endda de voksne, stadig tumler med," siger hun.

Rie Kurdahl har igen stået i spidsen for sang og kor, Betina G. Andersen har stået for at dansetrinene bliver sat sammen i den rigtige rækkefølge, mens Mette Rasmussen har deltaget som ”blæksprutte” i produktionen. Alle forestillingerne bliver naturligvis bakket op af et fantastisk orkester, ledet af Jesper Mogensen.

Forestillingen spilles i efterårsferien i uge 42 fra onsdag til søndag, alle dage klokken 16 med undtagelse af torsdag, hvor forestillingen spilles klokken 18.

Billetter kan købes online på www.grenaa-amatørteater.dk og hver mandag fra klokken 19-20 i amatørteatrets lokaler på Kærvej 13 i Grenaa.

Publiceret 18 September 2018 00:00

SENESTE TV