Kaløvig Center har fået tilkendt Det Økologiske Spisemærke i sølv. Det blev modtaget med begejstring af fra venstre køkkenassistent Dorthe Frisk, køkkenleder Lisbeth Bilde, bestyrer Christine Viemose og køkkenassistent Louise Visfeldt.  Privatfoto
Kaløvig Center har fået tilkendt Det Økologiske Spisemærke i sølv. Det blev modtaget med begejstring af fra venstre køkkenassistent Dorthe Frisk, køkkenleder Lisbeth Bilde, bestyrer Christine Viemose og køkkenassistent Louise Visfeldt. Privatfoto
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Økologi og bæredygtighed: Kaløvig Center tager endnu et skridt

Kaløvig Center har fået Det Økologiske Spisemærke i sølv og vil gerne gøre Djursland kendt for økologi og bæredygtighed

Man tager et gammelt badehotel og hvilehjem med en vidunderlig beliggenhed ud til Kalø Vig, og så går man ellers til den med en masse gode ideer og positive holdninger.

Sådan kunne opskriften på en vellykket udvikling og drift af Kaløvig Center lyde, og forb et par uger siden lagde folkene bag projektet endnu en alen til deres fortælling om det dejlige sted ved Følle Strand.

”Forleden modtog vi til Cateringmesse Midt i Messecenter Herning Det Økologiske Spisemærke i sølv – som det eneste hotel på Djursland og som kun det andet hotel i hele Jylland,” siger Christine Viemose, som er bestyrer på Kaløvig Center. Det betyder, at køkkenet på Kaløvig Center med køkkenleder Lisbeth Bilde i spidsen bruger 60-90 procent økologi. Lisbeth Bilde har arbejdet i stedets køkken i 15 år og været med alle 12 år med Kaløvig Center.

”I december sidste år blev vi certificeret med Det Økologiske Spisemærke i bronze og i marts fik vi tildelt Den Grønne Nøgle, som er hotelbranchens miljøcertificering. Dermed lever vi op til en lang række krav på miljøområdet,” siger Christine Viemose, som betragter disse certificeringer som et kvalitetsstempel og en god måde at profilere Kaløvig Center over for nye kunder på.

Faldt pladask for stedet

Kaløvig Center for enden af Præstekravevej ved Følle Strand er en kendt lokalitet i Røndeområdet.

Det blev bygget i 1908 som et badehotel og blev senere et privat hvilehjem. Siden blev det overtaget af fagforeningen PMF og lavet om til ferie- og kursusejendom indtil konfliktforsker og forhandlingsrådgiver Søren Viemose i 2005 kom forbi og pladask faldt for stedet. Han kunne se stedet brugt som kursussted for blandt andet de kurser i forhandlingsteknik, som han selv står for.

Han købte den lidt bedagede kursusejendom, og med sin søster Christine Viemose som bestyrer blev der sat gang i en renovering af det smukt beliggende sted.

”Vi fik straks mange ideer med stedet og har gjort en masse, som vi synes er rigtigt. Vi fik i 2008 etableret landets dengang største jordvarmeanlæg, vi bruger solfangere, og så skal vi snart have solceller. Vi har isoleret bygningerne og skiftet vinduer og døre. Vi har etableret ladestationer til el-biler, og så har vi bygget et meget omtalt trætophus,” siger Christine Viemose.

”Vi har en stor respekt for stedets helt åbenlyse kvaliteter og lokale historie, og det føles som lidt af et privilegium at få lov at sætte sit præg på det. Og så er det simpelthen en glæde at være her og arbejde her. Vi vil gerne bidrage med noget positivt på et sted, som mange i lokalsamfundet har gode minder omkring.”

Dokumentation og kontrol

At arbejde for at opnå certificeringer på miljøområdet og som økologisk køkken er en ny ting på Kaløvig Center.

”Vi har altid gjort tingene af ren og skær interesse og lyst, og har egentlig ikke haft så travlt med at ”få stempler på”. Og det har faktisk også vist sig, at det ér et stort arbejde. For at gøre sig fortjent til begge certifikater, Grøn Nøgle og Det Økologiske Spisemærke i sølv, skal vi jo kunne dokumentere alting og skal også til enhver tid kunne tåle et kontrolbesøg. Men det er også en spændende og inspirerende proces,” siger Christine Viemose, som også håber at kunne inspirere andre til mere økologi og bæredygtighed, så Djursland for alvor kan komme på Danmarkskortet, både for Grøn Nøgle og for Det Økologiske Spisemærke.

Christine Viemose står i spidsen for et hold på ni medarbejdere indenfor administration, køkken, rengøring og vedligehold. Det meste af året holdes der kurser på stedet, som har 26 værelser. I weekenderne er der ofte selskaber, og hele komplekset kan lejes til private fester. Om sommeren er der dels sommerlejre for Mødrehjælpen, dels lejes værelserne ud til turister til overnatning med morgenmad.

Publiceret: 12. April 2017 08:23
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Grenaa

Annonce
ANNONCER
Se flere