Coveret på det nye album fra Anders Gantriis.
Coveret på det nye album fra Anders Gantriis.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Sange om livet og hverdagen

Grenaa-musikeren Anders Gantriis er klar med sit første album

Af Søren Andersen

GRENAA: Livet, mennesker, hverdagen og følelser har inspireret Anders Gantriis i sangskrivningen hvor det nærværende tekstunivers sammensættes smukt med gode ørehængende melodier, vellydende guitar og stærke korstemmer på hans første album ”In My Mind”, der er på gaden i dag torsdag.

Stilen kan bedst beskrives som værende i grænselandet mellem amerikansk roots, den nordiske tone og det klareste pop - altid med den gode melodi i centrum, understreger Anders Gantriis, der tidligere var sanger i forskellige rockbands på Djursland.

Anders er med andre ord en garvet musiker med mange koncerter - de seneste år med guitaren som makker som soloartist. De seneste år har sangskrivningen taget over og kan nu nydes på 10 udvalgte sange på debut albummet ”In my mind”

Den første single ”No Ordinary Day” har allerede gået sin sejrsgang på diverse radiostationer, hvor flere har puttet den i rotation og ikke mindst er det har Danmarks Radios kanaler P4 og P5 taget sangene ind i deres platforme og spillet den. Derudover er nummeret blevet spillet flittigt på nettet og den tilhørende video set på Youtube.

Live i studiet

Hele albummet er indspillet i et af landets bedste studier – Lundgaard studios - med nogle med nogle af musikbranchens stærkeste folk, hvor der er kræset om vellyden på sangene og produktionen.

Indspilningerne er foregået live i studiet for at give lytteren den mest autentiske og nærværende oplevelse og få fornemmelsen af at være til stede i nuet og fordybe sig i de til tider følsomme og personlige tekster.

Blandt de udøvende musikkere på albummet udover Anders Gantriis på vokal, er djurslændingen Anders Lampe (Guitar), Morten Maltesen (Bas), Peter Bødker (Keyboards), Frank Thøgersen (Trommer) og Wenche Hartmann (Kor). De har blandt andet har stået bag kunstnere som Bamses Venner, Stig Rosssen, PS 12, Poul Krebs, Peter Belli, Shaky Ground og Ester Brohus.

Albummet spilles live for første gang med det fulde band, der spiller på albummet, 12. oktober i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.

Men på udgivelsesdagen - torsdag 21. september kl. 17-20 - er der pladereception på Gårdbryggeriet/MOPKOK i Grenaa, hvor man kan møde Anders, høre det nye album og købe et eksemplar.

Fakta

Anders om numrene på albummet ”In My Mind”:

1. No Ordinary Day

En sang skrevet om hvordan få dage er ens. Nogle dage har man god tid, mens andre dage er præget af stress og jag og også om hvor svært det kan være at komme tilbage på sporet hvis man først har fået en gal start.

2. Redwinged Blackbird.

Sangen er skrevet om det frie og uforpligtende liv. Inspirationen er hentet fra den sjældne canadiske fugl ”Redwinged Blackbird”, der insisterer på at leve sit eget liv omkring Niagra Falls, helt ubemærket af de mange turister, der besøger stedet.

3. Sitting By The Window

Et tekstunivers i den mere alvorlige ende, hvor sangen handler om de tanker, der går gennem en, når en nær ven bliver offer for kræften.

Hvor hurtigt livet kan gå, hvor lidt man nogle gange kan gøre og hvor vigtigt der er at være til stede.

4. Okay

En sang om det nødvendige i at have de rigtige folk omkring sig, når et forhold ender, livet bliver alvorligt og det vigtige er her at blive bekræftet i stadig at være okay.

5. The Difference

En sang om det særprægede i, at den samme oplevelse kan have to helt forskellige udtryk. Inspirationen er hentet fra en koncertoplevelse, hvor vennerne og jeg havde en fest og blot få meter væk var et kærestepar startet op på et skænderi.

6. What If

En sang om de spørgsmål i livet, vi alle gerne vil finde svaret på og hvad der ville ske hvis nu bare …

7. Your Mind

Tankerne er den stærkeste kraft på godt og på ondt. Der er vigtigt at behandle det positive som det negative og ikke at lade tankerne fylde sindet op. At få renset ud og starte på en frisk er vigtigt og netop hvad sangen handler om.

8. Show You

En historie om en usikker pige med psykiske udfordringer, som balancerer på kanten mellem det hårde miljø og den fornuftige vej og håbet om hun vælger det rigtige og ikke går linen ud.

9. Never Never

En drømmende og filosoferende sang. Planeter og stjerner har altid været forbundet med en vis mystik og det siges, at der findes en anden planet som jorden. Hvad nu hvis man i stedet boede der, ville man så være den samme og træffe de samme valg…. vi gætter og drømmer, men vi ved det ikke.

10. My Side

Sangen handler om en svær opvækst, der ofte efterlader to helt forskellige sider af den samme sag og om de svigt, der indhenter en i det voksne liv. En historie om, at familielivet ikke altid er smukt og trygt og om et budskab, der har været langt tid undervejs.

Publiceret: 19. September 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Grenaa

Bøger
ANNONCER
Se flere