Sebastian Stær scorede for Vivild i 1-1 opgøret mod VRI. Foto: Kurt Enevoldsen
Sebastian Stær scorede for Vivild i 1-1 opgøret mod VRI. Foto: Kurt Enevoldsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Seriefodbold - Serie 1: Endnu et point til et godt fightende Vivild mandskab

Sebastian Stær scorede for Vivild i 1-1 hjemmekampen mod VRI Skærtorsdag, hvor de hold to havde hver sin halvleg

Vivild hentede endnu et point til samlingen, da holdet Skærtorsdag spillede uafgjort 1-1 (1-0) mod VRI på Langhøj Idrætscenter.

Det var tredje gang ud af tre mulige, at Vivild spillede uafgjort i denne sæson efter oprykningen fra Serie 1.

Vivild måtte undvære Martin Fiehn Andersen på pladsen som venstreforsvarer. En test onsdag afslørede, at han ikke var i stand til at spille på grund af en en knæskade.

I stedet rykkede cheftræner Dennis Holdgaard midtforsvareren Chris Christensen ud på forsvarspladsen i venstre side, mens Casper Moltke Christiansen overtog stopperpladsen og dannede makkerpar med Lauge Feldskov Andersen.

På bænken sad Frederik Bjerregaard, Nikolaj Møller og Christian Basballe.

VRI havde inden opgøret meldt ud, at de tog til Vivild med et decimeret hold på grund et par håndfulde afbud og en karantæne.

"Jeg ved nu ikke, om det var så galt fat," siger Dennis Holdgaard.

"De havde da ændret på holdkortet i forhold til deres sidste kamp, men 11 spillere tror jeg ikke, at VRI manglede, for det hold, som de mødte os med, var nu ganske udmærket."

Sebastian Stær fulgte op

Vivild spillede ikke nogen stor første halvleg. Afleveringerne sad ikke i skabet, og på bænken sad cheftræneren ikke ligefrem og jublede.

"Nej, overhovedet ikke. Vi sad godt nok på kampen, men kønt var det ikke, det vi præsterede før pausen."

Derfor var Holdgaard heller ikke "vildt glad", da Sebastian Stær efter den halve time fik folk op fra stolene på Langhøj Idrætscenter.

Stær'en var hurtigst over riposten, da VRI's målmand ikke kunne holde et godt skud fra mellemrumsspilleren Lauritz Hørby.

Samme Hørby måtte inden pausen forlade kamparenaen med en beskadiget ankel. Ind kom i stedet Nikolaj Møller.

"Lauritz fik et vrid i anklen, så han ikke kunne fortsætte," siger Dennis Holdgaard.

Inden da måtte Vivild også udskifte sårbare Morten Tolbod efter 20-25 minutters spil. Tolbod gik ud med en lyskenskade og lod sig erstatte af Frederik Bjerregaard.

"Vi havde flere muligheder før pausen, den største efter 12 minutter, hvor en af vores i det lille felt havde frit skud, men ikke formåede at sparke bolden i nettet," siger Dennis Holdgaard.

Indlæg og høje bolde

Efter pausen fik Vivild mere gang i pasningsspillet, mens VRI, som halvlegen skred frem, begyndte at satse på indlæg og duelbolde i Vivilds straffesparksfelt.

"De flyttede deres store forsvarsspillere frem og satsede ensidigt på høje bolde fra siderne," forklarer Dennis Holdgaard.

Små tyve minutter før tid var en gæstende spiller først over en nedfaldsbold et par meter uden for Vivilds felt, og han drønede til kuglen.

Undervejs ramte læderet Vivilds Nikolaj Møller, så afslutningen ændrede en smule retning, før den rørte netmaskerne bag Vivilds keeper Lasse Hougaard Pedersen.

Næsten samtidigt modtog Lauge Feldskov Andersen det gule kort.

"En hård kendelse efter en nærkamp, hvis du spørger mig," siger Vivilds cheftræner.

I undertal rykkede hjemmeholdets udvalgte, der nu også talte indskiftede Christian Basballe, ekstra sammen i bussen, og det lykkedes at forsvare det ene point hjem.

Sebastian Stær blev kåret til man-of-the-match hos Vivild for sin scoring og store løbearbejde, men også centerforsvaret med Lauge Feldskov Andersen og Casper Molktke Christiansen fik plusser i cheftrænerens kamprapport.

Vivild spiller igen 2. påskedag mod Christiansbjerg på udebane klokken 13.30.

"Jeg kan lugte point i dette opgør, for Christiansbjerg er et af de hold, som vi skal kunne måle os med," siger Dennis Holdgaard.

Publiceret: 13. April 2017 17:39
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Grenaa

ANNONCER
Se flere