Nøragers Kristoffer 'Bubber' Frandsen i Brønshøjs farver, her fanget i et opgør mod FC Djursland, lagde flot fra land i sæsonpremieren med to mål. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen
Nøragers Kristoffer 'Bubber' Frandsen i Brønshøjs farver, her fanget i et opgør mod FC Djursland, lagde flot fra land i sæsonpremieren med to mål. Arkivfoto: Lars Norman Thomsen
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Seriefodbold: To kontramål af 'Bubber' cementerede Nørager sejr i premiere

Kristoffer 'Bubber' Frandsen blev dobbelt målscorer på kontramål, da Nørager B i sæsonpremieren i Serie 3 slog Fuglebakken KFUM med 3-0 på kunstgræsbanen i Vivild

Kampfakta

Serie 3, Pulje 35

Nørager B - Fuglebakken KFUM 3 - 0 (1 - 0)

Mandag 2. april kl. 11 på Kunstgræsbanen i Vivild

Målscorere:

  • 1 - 0 Rasmus Bang (29. min.)
  • 2 - 0 Kristoffer Frandsen (65. min.)
  • 3 - 0 Kristoffer Frandsen (82. min.)

Nørager B's hold:

  1. Dan Elgaard
  2. Gunnar Pedersen
  3. Jesper Bredahl
  4. Kasper Sortkjær
  5. Kristoffer Frandsen
  6. Lasse Jensen
  7. Mads Pedersen
  8. Mathias Fisker
  9. Ole Nielsen
  10. Per Bredahl
  11. Rasmus Knudsen
  12. Rasmus Bang Rasmussen
  13. Sigurd Fisker
  14. Steffen Klintø

Unge spillere rykkede ind og tog over efter gamle kendte navne, da Nørager B mandag formiddag på kunstgræsbanen i Vivild tog hul på en ny sæson med en sejr på 3-0 over Fuglebakken KFUM fra Aarhus.

Med en ny træner ved roret skal der også nye boller på suppen, hvis fodboldnedturen skal stoppes, efter at landsbyklubben med den stærke fodboldkultur i et annus horribilis 2017 tog en rutsjetur fra Serie 1 til Serie 3.

Og de unge kræfter bød godt ind på træner Claus Vestergaards mandskab, da hjemmeholdet på lånt kunstgræs i Vivild bankede Fuglebakken KFUM på et mål af den unge angriber Rasmus Bang og to mål af en af holdets rutinerede profiler Kristoffer 'Bubber' Frandsen, som efter en fremragende indsats blev kåret til kampens spiller.

”Fuglebakken KFUM var et godt hold, men vi var gode til at afvise dem og vi stod fantastisk godt på banen,” siger Claus Vestergaard, som var klubbens U15 træner indtil han ved årsskiftet overtog nedrykkerholdet efter Ole Kjær.

Lever op til de rette Nørager-dyder

Nørager B, som måtte flytte premierekampen fra Nørager Stadion til kunstgræsbanen i Vivild, fik en fin start på kampen og holdt modstanderne fra nærgående chancer, så målmand Jesper Bredahl havde ikke ret meget at lave i 1. halvleg.

Nørager B kom foran 1-0 i det 29. minut, da en af holdets unge talenter, Rasmus Bang, 18 år og hjemvendt fra Randers FC, viste de rette angriberkvaliteter.

”Rasmus scorede med kroppen, da han viste en god angriberindstilling og kastede sig ind i en dødbold fra Mathias Fisker,” fortæller Claus Vestergaard, som også så sine spillere brænde to-tre gode chancer og selv rutinerede Lasse Jensen brændte en kæmpechance, da han skød forbi et tomt mål fra 8-9 meters afstand.

”I pausen var vi enige om at fortsætte de gode takter og leve op til de kendte Nørager-dyder om at arbejde hårdt hele kampen. Vi spillede godt og fik spillet bolden hurtigt rundt. Jesper Bredahl havde et par redninger, og så stod vores tremands-forsvar med rutinerede Ole ”Post” Nielsen, den unge forsvarskrumtap Mads ”Pylle” Pedersen og så den helt unge Gunnar Pedersen, som har spillet fuld tid i alle træningskampene, rigtig godt,” fortæller Claus Vestergaard.

Kampen blev afgjort på to kontramål af Kristoffer 'Bubber' Frandsen i det 65. og det 82. minut, hvor bolden blev erobret og Nørager B hurtigt fik vendt spillet med Frandsen som hurtig mand af sted over kunstgræsset i Vivild.

Et generationsskifte er vigtigt

Efter at otte spillere ifølge Claus Vestergaard er stoppet indenfor de seneste sæsoner og et nødvendigt generationsskifte med unge spillere har været vigtigt at få gennemført, lysner det for Nørager B, som gennem de seneste sæsoner notorisk har lidt af en for smal bænk.

”Med unge spillere som Gunnar Pedersen og Sigurd Fisker fra vore egne rækker, og med Mathias Fisker hjemme igen fra Vivild og Mads ”Pylle” Pedersen, Rasmus Knudsen og Rasmus Bang hjemme fra Randers, har vi fået en god lokal trup, som med sejren over Fuglebakken KFUM fik en god start på foråret i Serie 3,” siger Claus Vestergaard, som har fået lovning fra nogle af de gamle krigere, at de godt vil hjælpe, hvis det kommer til at knibe med bredden.

”Vi tænker ikke på at rykke op, men vil hver gang have fokus på den næste kamp. Skal vi tale om en målsætning, vil det være at fastholde spillerne i vores landsbyklub og udvikle holdet med de mange unge spillere,” siger Claus Vestergaard.

Nørager B skal i kamp igen lørdag kl. 13.30 mod lokalrivalerne fra Vivilds 2. hold, og kampen forventes at blive spillet på Nørager Stadion. En vigtig kamp, men med den for Nørager bitre bismag, at det kun er få sæsoner siden, at de to naboklubbers bedste hold gav hinanden rigtige herrekampe i Serie 1.

Publiceret: 05. April 2018 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Grenaa Bladet

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt