Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Skelsættende dag for Aarhus Lufthavn: Her er SAS' nye ruter

SAS præsenterede på et pressemøde den store satsning i Aarhus Lufthavn

20 daglige afgange mellem Aarhus og København - ti hver vej. To daglige afgange til Oslo. En daglig afgang til Stockholm. En daglig afgang til München. En-to ugentlige afgange til Malaga og Mallorca. Og ture til Split i Kroatien.

Det var de nye ruter, som flyselskabet SAS torsdag morgen præsenterede på et pressemøde i Aarhus Lufthavn. Du kan se hele pressemødet i et videoklip i bunden af denne artikel.

En undersøgelse for Aarhus Lufthavn har vist, at borgerne og erhvervslivet efterspørger mere lufttrafik mellem de store skandinaviske byer og feriedestinationer, og derfor har bestyrelsesformand Torben Boldsen i længere tid forsøgt at få en samarbejdsaftale i hus med SAS.

"Der stod SAS bøjet i neon. De har Oslo, Stockholm og København, så jeg har forsøgt at gøre Aarhus Lufthavn smækker-lækker overfor SAS," sagde Torben Boldsen på pressemødet.

LÆS OGSÅ: SAS investerer halv milliard i Aarhus Lufthavn: Skaber 200 arbejdspladser

Den charmeoffensiv er lykkedes, og SAS har valgt at investere næsten en halv milliard kroner i lufthavnen over de næste tre år.

"Jeg ved, mine borgmestre/ejere er glade for denne aftale, for det styrker deres erhvervsliv," lød det fra bestyrelsesformanden, og Jacob Bundsgaard (S), borgmester for Aarhus Kommune, som har den største ejerandel, gav ham ret.

"Forudsætningen for at vores succes kan fortsætte er, at vi har en stærk infrastruktur. Jeg vil gerne kvittere for, at SAS har valgt at gå så kraftigt ind i Aarhus. Vi har fra politisk side - ejerkommunerne imellem - besluttet at investere kraftigt i lufthavnen, fordi vi kan se, at der er et stort potentiale, som kan forløses med en stærk samarbejdspartner. Det er SAS, og aftalen er et kvantespring for udviklingen af lufthavnen. Det er en ret stor dag for Aarhus Lufthavn. Det bliver godt for området, og vi skal nok lægge os i selen for, at der kommer kunder i butikken," sagde Aarhus-borgmesteren.

Vigtig dag for SAS

Lars Sandahl Sørensen, koncerndirektør for SAS, lagde ikke skjul på, at investeringen i Aarhus Lufthavn er en stor satsning for flyselskabet.

"Det er mange penge. Også for et selskab som vores," sagde han og fortsatte:

"Det er en vigtig og stor ting for SAS. Vi ved, vi har et godt produkt og mange loyale kunder, men vi skal også flyve til de rigtige steder på det rigtige tidspunkt. Vi ser alt det, der sker i og omkring Aarhus. I er i en stærk udvikling, og det har I dokumenteret. Vi tror på visionen og vil gerne være en del af at støtte erhvervslivet og turistrejserne i Østjylland."

LÆS OGSÅ: Aarhus Airport stiler efter en million passagerer om året

Han afslørede, at man i forbindelse med aftalen har købt nye fly til flåden.

"Vi får totalt set 20 afgange mellem Aarhus og København hver dag. 10 hver vej. Dermed tilbyder vi et ekstremt attraktivt ruteprogram mellem Danmarks to største byer. Med så mange afgange vil man let kunne nå ud i verden gennem København, og det giver en helt masse turister mulighed for endnu lettere at kunne komme til Aarhus og omegn," forklarede SAS-direktøren.

Han afslørede på pressemødet også, at man vil tilbyde attraktive priser og 'gratis' tur til København.

"Jeg kan love, at vi kommer til at tilbyde særdeles attraktive priser både til erhvervslivet og til de ferierejsende. Når vi tilbyder et produkt - for eksempel en rejse mellem København og New York eller Tokyo til en specialpris - så kommer den specialpris også til at gælde fra Aarhus. Det vil sige, at vores kunder herfra vil opleve samme pris, som man skal betale fra København. Dermed påtager vi os ekstraomkostningen med flyvningen fra Aarhus til København," sagde Lars Sandahl Sørensen.

Publiceret: 05. Oktober 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Grenaa

Fik du læst
ANNONCER
Se flere