Der var blomster i store mængder til Maria Micalizio, da hun var færdig med svendeprøven.
Der var blomster i store mængder til Maria Micalizio, da hun var færdig med svendeprøven.
Privatfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Sølv er mere end flot - guld er umuligt

Maria fra Salon Milano i Fuglevænget i Grenaa snuppede en meget sjælden sølvmedalje til sin svendeprøve

Af Søren Andersen

GRENAA: Selv om hun ikke har afsluttet sin læretid endnu - det sker først i slutningen af februar næste år - så ved 26-årigte Maria Micalizio, der er i lære som frisør i Salon Milano i Fuglevænget i Grenaa, at hun afslutter uddannelsen på meget fornem vis. Hun har nemlig fra Syddansk Erhvervsskole i Odense fået besked på, at hun har afsluttet sin svendeprøve med så godt et resultat, at det giver hende en meget sjældent uddelt sølvmedalje.

Maria fortæller, at der aldrig er blevet uddelt en guldmedalje, så hun er naturligvis meget stolt over sølvmedaljen, som hun dog må vente et pænt stykke tid på at få overrakt. Det sker nemlig først 8. juni næste år ved et arrangement på Odense Rådhus.

“Skal man have guldmedalje til frisøruddannelsen, kræver det 36 12-taller undervejs - og det kan ikke lade sig gøre,” siger hun.

Det er da også tre år siden, at der på SDE i Odense er givet en sølvmedalje til en frisør, så man kan roligt sige, at det er rimeligt stort inden for dette fag.

“Det gør det lidt svært, at snakker vi frisør, så er det et smagsbedømmende fag, hvor man ikke som i murerfaget kan måle om en fuge lige har den krævede tykkelse eller om vinklen er helt rigtigt på en tømrerlærlings svendestykke,” siger Maria.

Med hendes italienske baggrund passer hun jo perfekt i en salon i Grenaa med navnet Milano, men det var nu ikke det, der lokkede hende til Grenaa.

Fra Sicilien

Oprindeligt stammer hendes familie fra Sicilien, men forældrene har i flere år drevet italiensk spisested i Svendborg - og det var også her hun kom i lære som frisør - iøvrigt efter at have gennemført uddannelser som kosmetolog, makeup-artist, stylist og negletekniker.

“Skal man ind og arbejde for eksempel hos TV2 eller DR, så kræver de, at man er frisør også, så derfor gik jeg i gang med uddannelsen - og nu er det bare frisørfaget, jeg brænder allermest for,” siger hun.

Turen gik til Grenaa af kærlighed, da hun mødte Milan Mario, der er indehaver af salonen i Fuglevænget.

“Det hedder sig tit, at man altid bare kan blive frisør, men jeg har altså brugt fire og et halvt år på uddannelsen. Jeg elsker især at arbejde med det tekniske inden for faget - også selv om der er meget kemi forbundet med for eksempel hårfarver. Til svendeprøven satsede jeg bevidst på at lave noget nyt og noget anderledes, men hele tiden med tanke for, at jeg tog en chance og risikerede, at censorerne syntes det var for meget.”

Her er eksempler på, hvad Maria lavede til svendeprøven i Odense. Privatfoto
Her er eksempler på, hvad Maria lavede til svendeprøven i Odense. Privatfoto

Hold fast i modellerne

En vigtig del i denne fase er at finde de rette modeller. Og de seks, som Maria benyttede sig af, blev alle fundet på Fyn. Nogle i andre saloners kundegruppe - og en enkelt blev ganske simpelt spottet på gaden og bedt om at være med - og det blev et ja.

“Det er med at holde fast i de gode modeller. Det kan blive afgørende for, om karakteren i den sidste ende hedder 10 eller 12,” siger Maria.

Selv om bopælen de sidste par år har heddet Grenaa, har hun stadig kunder fra Svendborg, som gerne tager turen til Grenaa for at få ordnet hår.

“Det skete så sent som i lørdags, da tre veninder gik sammen om en bil og kørte til Grenaa. Det synes jeg er meget hyggeligt.”

Godt tilfredse

Maria og Milan er godt tilfredse med Salon Milanos placering i Fuglevænget.

“Vi har mange kunder fra oplandet og de ved, at de altid kan parkere her. Vi har ikke behove for at være inde i Grenaa Centrum, siger de.

Og for Maria er fremtiden vel sikret efter endt læretid.

“Man smider ikke guld på gaden,” siger Milan.

Og heller ikke sølv.

Publiceret: 28. November 2017 14:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Grenaa Bladet

Fik du læst
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt