3D College starter sin nye uddannelse op til august 2018. Her bliver til start plads til cirka 25 filmentusiaster. Foto: Viden Djurs
3D College starter sin nye uddannelse op til august 2018. Her bliver til start plads til cirka 25 filmentusiaster. Foto: Viden Djurs
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Uddannelse: Grenaa får Danmarks første film-gymnasium

3D College og det nye filmgymnasium

3D College har eksisteret siden 2004 og er en del af Viden Djurs i Grenaa, der blandt andet råder over Game IT College, Game Art College, Game Sport College og Brazil Football College. HTX-linjen med fokus på film og visuelle effekter er det nyeste skud på stammen.

Du kan læse mere om den nye linje på 3dcollegedenmark.dk/gymnasiet.

Film og visuelle effekter på skemaet. Det er, hvad 3D College tilbyder fremtidige elever på Danmarks første filmgymnasium. Det er især det kreative filmhåndværk VFX - visuelle effekter - der kommer til at kendetegne den nye linje, som åbner dørene for de første elever i august 2018. Gymnasielinjen på 3D College bliver til i erkendelse af, at der mangler et hjemsted for kreative unge med lyst til en gymnasial ballast, fortæller innovationschef ved Viden Djurs Søren Hoffmann Hansen.

”På 3D College har vi arbejdet tæt sammen med 3D-industrien siden 2004, og jeg har i årenes løb mødt lige dele unge mennesker og branchefolk, som efterspørger en gymnasial pendant til vores erhvervsuddannelse. Jeg har brugt det seneste års tid på at gøde jorden i branchen, og vi tror helt klart på, at der er behov for nye talenter med den modenhed og dannelse, som gymnasiet giver,” siger Søren Hoffmann Hansen.

Han tror således også på, at Viden Djurs kan fortsætte med at tiltrække studerende, selv om 3D College i forvejen har erhvervsuddannelsen, som tiltrækker unge med interesse for det grafiske håndværk i computerspil.

“Vi kan jo se, at flere har fået samme idé som os, da vi startede 3D College, så her regner vi med, at vi kan komme til at sætte os på et nyt felt, hvor vi i forvejen har en masse ekspertise. Jeg tror også på, at der vil være interesse fra et lokalt segment. Vi har allerede Filmhøjskolen i Ebeltoft, så den nye linje her er også en del af den profil, der bliver efterspurgt på Djursland,” konstaterer Søren Hoffmann Hansen.

Branchenær uddannelse

Såvel formgivningen som driften af den nye HTX-linje kommer til at ske i tæt samarbejde med 3D- og VFX-branchen, ligesom studieturene vil føre fremtidens filmtalenter til epicentrene London og Vancouver. På dansk jord er det blandt andet de store 3D- og VFX-huse Wil Film og Ghost VFX, der agerer tætte alliancepartnere. 

Hos Ghost VFX hilser man den nye HTX-linje hjerteligt velkommen i uddannelseslandskabet. 

”For det første mangler vi flere dygtige mennesker i branchen, så alle tiltag, der kan nære nye talenter, er tiltrængte og yderst velkomne. Derudover mangler vi flere kvinder i branchen, og jeg tror, en gymnasial retning som denne kan bane vejen for flere. Gymnasiet er en sikker vej at gå, og skulle man efter tre år have ombestemt sig, så det ikke længere er en fremtid inden for film og visuelle effekter, man drømmer om, så står alle døre stadig åbne. Sammen med 3D College glæder vi os til at puste liv i den nye linje,” lyder det fra Jeppe Nygaard Christensen, CEO & VFX Supervisor hos Ghost VFX. 

Publiceret: 03. Oktober 2017 06:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Grenaa

Fik du læst
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt