Fra én stjerne til seks stjerner. Der er kæmpestor forskel på dåsetun, konkluderer smagsdommerne. Foto: Scanpix
Fra én stjerne til seks stjerner. Der er kæmpestor forskel på dåsetun, konkluderer smagsdommerne. Foto: Scanpix
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Vindertun er flot og har god oliesmag

Der er stor variation i smagen, konsistensen og oplevelsen af friskhed i de otte dåser tun i olie

Af Maren Urban Swart
mas@sondagsavisen.dk
Sådan skal tun i olie være

Konsistensen skal gerne være fast og ikke smuldrende. Farven skal være ensartet, smagen skal være frisk og ikke metallisk eller for salt, og den skal dufte af hav.

Sådan kan det spises
Der er mere smag i tun i olie end i tun i vand, og det er mindre tørt. Tun i olie kan spises alene eller anvendes i salater som salade nicoise eller i retter som vitello tonnato.

“Den her får man lyst til at spise direkte fra dåsen. Den har en indbydende farve, er tør på den rigtige måde og smager frisk,” siger Liv Mikkelsen, der er uddannet kok og studerer ernæring og sundhed på Professionshøjskolen Metropol, mens hun nærstuderer John Wests yellowfin-tun i olie.

“Den har pæne kødstykker, og olien er med til at give en god smagsoplevelse,” tilføjer Preben Vestergaard, lektor fra Professionshøjskolen Metropol. Han er enig med Liv Mikkelsen i, at John Wests bud på en tun i olie fortjener seks stjerner.

De to dommere har fået serveret de otte tunvarianter i dåsen, hvor etiketten er pillet af, og olien er hældt fra, så de har kunnet se, hvordan tunen ser ud, inden man tager den op på tallerkenen.

Olien gør forskellen

“Der er forskel på farven, konsistensen og strukturen på kødet. De, der klarer sig bedst, gør det i høj grad på grund af olien,” lyder Preben Vestergaards samlede vurdering.

Det er også oliesmagen, der er med til at sende Irmas tun ind på andenpladsen med fem stjerner.

“Den har en dejlig oliesmag og en god tørhed,” siger Preben Vestergaard, og Liv Mikkelsen supplerer:

“Den har nogle flotte lameller og en lækker tunlugt.”

Glyngøres tun får ros for udseende, konsistens og en let krydret oliesmag.

“Den har intakte lameller, er nem at tygge og smager frisk,” siger Liv Mikkelsen.

“Det her er en tun, der lever op til det, man som forbruger forventer af en tun i olie,” lyder Preben Vestergaards karakteristik af tunen, som de to dommere giver fire stjerner.

Alt for fed

Fire af de otte dåser tun ender med tre point. Oliesmagen i tunen fra First Price er god, men kødet er lidt plukket. Omvendt forholder det sig med Sea Selection-tunen fra Rema 1000.

“Den har pæne kødstykker, men den er ikke så kraftig i oliesmagen og mangler noget smag,” lyder Preben Vestergaards dom.

Havets fristelser fra Netto har også en god oliesmag. Til gengæld lugter tunen lidt for meget af fisk, mens det i tunen fra Levevis er kombinationen af olie og det meget plukkede kød, der trækker karakteren ned.

“Olien smager godt, men fordi tunen er så grynet, hænger meget af olien ved, og derfor bliver den samlede oplevelse meget fed, men den vil sikkert være god til en tunsalat,” siger Preben Vestergaard.

“Ja, man mangler noget af den tørhed, som en tun også skal have,” siger Liv Mikkelsen om Levevis' tun.

Bitter og metallisk

Sidstepladsen indtages af Natuna, som langtfra falder i dommernes smag.

“Den har en kraftig metallugt og en bitter smag, som nok stammer fra olien,” siger Liv Mikkelsen.

“Jeg er helt enig. Den har også en dårlig eftersmag og mangler noget friskhed,” siger Preben Vestergaard om tunen, der får en enkelt stjerne, hvilket svarer til en ringe præstation.

Publiceret: 29. Oktober 2017 11:30
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Grenaa

Fik du læst
ANNONCER
Se flere